297 / 657
derved vorde, hvad han skal vorde. Hos Goterne var
der en oprindelig selvfølelse, personlighedsfølelse; den
tråd te fræm i æresidéen og gjorde dem skikkede til at
modtage den kristelige kærlighedsidé.“
„Min ydre skæbne, studiet af Ansgars levnet og på
virkning fra Grundtvig har bragt mig til at sætte kamp
livet, en ædel, fri, viljeskraftig menneskenatur som det
højeste her nede.“
„Også i mit eget liv kan jeg i dets hedningedage,
når jeg var fremmed for Gud, spore den nordiske grund
anskuelse: Tor var min gud, kampen min lyst, og det
priste eftermæle i Valhal min himmel.“
„Giv mig en ny idé, og jeg bliver rask igen, råbte
Herder på sin dødsseng. Jeg har følt sandheden heri.
Ti også jeg kan formeligt sulte og tørste efter en idé
og være halvvejs ulykkelig, fordi den ikke vil komme og
fylde sjælen. Jeg véd ikke noget velvære eller udvortes
gode, som kan træde mig i dens sted.“
Af disse dagbogsbrudstykker vil man skønne mit
åndelige stade den gang. Jeg tragtede i mine lyseste
øjeblikke efter det evige liv, efter at leve i det og se
alt i dets lys, jeg havde fået øje for idealet, for person
lighed, for livets dybe alvor: så vidt havde Gud ledet
mig. Trods dette satte jeg im idlertid endnu talentet,
den særlige livsopgave, meget for højt.
Jeg vidste, vi fræmfor alt skal hengive os til Gud
og lade ham gøre os til sande mennesker. Og alligevel
glæmte jeg det under min stærke gæring og vilde i
grunden selv gøre mig til noget i verden, digter eller
historiker. Endnu stod kamplivet, æren på jorden, mit
nordiske fædreneland for mig i al idéens selvstændige
glans; i tanken kændte jeg deres rette forhold til Guds
rige, men i livet glæmte jeg det alt for ofte, min kær
lighed til dem havde for lidt af åndens præg. Om viljes
styrke kunde jeg tale i høje ord, og dog brast det i
prøvens tid, alt var og blev kun stemning.
2 8 5