299 / 657
287
sidst, tro r jeg, for det hele!“ Jeg trode det med, og
jeg har erfaret det i mit liv.
Ikke sjælden var min brodér og jeg indbudte til
aften hos fru S c h e u e rm a n n , dér var de altid yderst
forekommende mod sine gæster, navnligt mod mig, og
overøste dem med artigheder. Det var desuden noget
mere end almindeligt, vi blev budne på, ypperlige stryge
kvartetter og musikalsk gengivelse af hele o p e r a e r .
Partierne var uddelte, prøver afholdte, og der fandtes
blandt de syngende dem, som ikke blot sang udmærket,
men selv med dramatisk virkning; sangen ledsagedes på
pianoet af frøken Julie. I det store var det, hvad
moders musikalske selskaber havde været i det små.
Her lærte jeg „Don J u a n “ og „Ludlams Hule“ så godt
som udenad.
Mellem tilhørerne var blandt andre præsterne ved
Frederiks tyske kirke, navnligt pastor Simonsen, hvem
jeg kændte fra Lindberg, en from, trohjærtet, naturlig
Slesviger, men svag. Den gang følte han varmt for
Danmark, da oprøret imidlertid brød løs, lod han sig
alligevel drage med. Undertiden forelæste jeg noget hos
Scheuermanns, mest af Oehlenschlågers digte, var dog
ikke altid hensynsfuld nok i mit valg. Det kunde pine
mig lidt bag efter, men jeg trøstede mig: „å det gør vel
ikke så sto rt!“
Jo mere jeg lærte at kænde frøken J u l i e , des
hellere talte jeg med hende, af og til fik hun bøger til
låns af mig. En stille tilbøjelighed spirede i min sjæl,
og der var andre end mig, hvem det havde gået ligedan,
hun havde haft adskillige friere; indtagende var hun,
hvor prunkløst hun end gik klædt. Dog tvang jeg mig.
Gøre kur holdt jeg mig for god til, og at vække følelser
og lege med dem, gjorde jeg mig samvittighed af; de