303 / 657
291
tanken om hende ren t tilbage; forgæves, den var mig
for stærk. Jeg trængte til meddelelse og fortalte dem
derfor hjemme, hvorledes det hang sammen, så rådede
de at sende hende et brev, og jeg sendte det.
Hun modtog brevet, lukkede det op, tittede i det
og så mit navn; men det varede timer, inden hun fik
lejlighed til a t læse det ordenligt igennem, og den hele
dag, inden hun kunde svare. Pinselørdag fik jeg endelig
hendes ja , „hun havde rådført sig med sin Gud og
frelser,“ skrev hun, „og i hans navn vilde hun blive
min: ham var det, der havde givet mig hende.“
Første pinsedag, 26de maj, mødtes vi i kirken, ved
udgangen, og rakte hinanden hånden, længe gik vi tavse
sammen. Omsider spurgte hun mig, hvad jeg syntes om
Grundtvigs prædiken: „og en Herrens tjæner, som han,
vil jo også De blive! Ikke sand t?“ Svar herpå kunde
jeg ikke give, jeg trykkede hendes hånd. Hun var bly
og stille, og da vi kom ned i Nyhavn, standsede hun
ængstelig: „var det så ikke bædst, vi sagde hinanden
farvel?“ „Nej, nej, hvad tænker De dog på? Jeg går
hjem med til Kvæsthusgade!“ „Til Kvæsthusgade, til
moder? Det er umuligt nu, jeg må først samle mig en
smule!“ Jeg bad og blev ved at bede. „Ikke nu,“
sagde hun, „skån mig, hvis De ha r mig kær, bare ikke
nu! Jeg véd ikke, hvor jeg skulde gøre af mig, jeg
kunde synke i jo rden; vænt til i morgen!“ Hun så så
bønligt på mig, at jeg ikke kunde stå helt imod. „I
morgen, kære Ju lie ,“ sagde jeg, „det vilde vare for
længe! Men vær nu en sød, god pige, og lad os ses
igen om en times tid! Så hiiver det jo derved, det
går nok!“
Hendes tavshed tog jeg for samtykke og fulgte hende
hjem og op ad trappen. Yi hørte stemmer inde i stuen,
jeg omfavnede hende og trykkede det første kys på
hendes mund: „Julie, min Julie, hvilken sød klang ligger
der ikke i dit navn!“ Derpå fjærnede jeg mig i hast,
19*