309 / 657
297
og de fleste af børnene frygtede hende mere end de
elskede hende. Men der var dog atter tider, da hun
viste sig så øm og kærlig. I selskabslivet følte hun sig
hjemme, og så var huset behageligt.
Af børn havde hun to stifbørn, de var nu begge
døde, den ene, Karl Bernhards ven, som student, den
anden som godsejer i Jylland og forst- og jagtjunker.
Hendes egne børn var maleren K a r l Scheuermann,
E m ilie , forlovet med den senere amtsforvalter von Gåhier,
A g n e s , forlovet med komponisten E. Horneman, og den
mellemste, min kæreste, der allerede fra barns hen
knyttede sig til sin broder hjærteligere og inderligere,
end nogen af de andre søskende gjorde.
F ru Scheuermanns broder, a g e n t Z inn , i hvis gård
hun bode, var en før, svær mand, i høj grad musikalsk
og fuld af sprudlende lune; hans mandfolkeselskaber
havde et vist ry i København, dér kom fine folk, men
der blev drukket tæt. Jævnlige gæster var Kuhlau og
Weyse, og man fortalte meget om den sidstes særheder
og morsomme indfald. En dag havde han ikke fået
kaffe efter bordet, han stod da med ryggen mod pianoet
og slog i den stilling ideligt på tangenterne C. A. F. F. E.
til man forstod det. Også H. C. Andersen kom dag
ligt i huset og forelæste dér sine digte og æventyr.
En gang bad Zinn ham give en forestilling af det be-
kændte optrin, da han som dreng dansede for madam
Schall. Og han lod sig ikke bede forgæves, trak støv
lerne af, tog hatten i hånden som tamburin, dansede
skævbenet på sine hosesokker og sang dertil.
Mod mig viste Zinn sig altid yderst kærlig, jeg blev
formeligt hans yndling; og jeg for min del hørte gærne
på hans saftfulde vittigheder og endnu heller på kvartet
sangerne i marmorsalen i det rige hus. Hans søn var
den nu afdøde grosserer Zinn, hans datter Em m a
H a r tm a n n .