310 / 657
Man kænder Andersens skildring af hende. Sådan
var hun, en af de vidunderligste kvinder, jeg h a r kændt,
fuld af spillende livsglæde og de kosteligste indfald, og
dog med dyb, af og til tungsindig alvor i sin sjæl; man
blev glad blot ved at se hende. Efter hendes død blev
hendes kompositioner udgivne, „Frederik Palmers sange“,
de er yndefulde som hun selv. Hun var Julies bædste
veninde, og vi kom derfor ikke sjælden op øverst i
huset, hvor Hartmanns bode.
Den anden af fru Scheuermanns brødre var død og
efterlod sig en stor formue, enken ejede Vodrofgård med
en prægtig have, kanaler og svaner. En af fru Scheuer
manns søstre var også død, hendes eneste barn var
kammerherrinde N e e r g a a r d , en lige så åndrig som
from dame. En anden søster, den mest musikalske, led
alt fra sin ungdom af og til af sindssyge.
Den fræmragende af søstrene var generalkonsulinde
T h a l b i t z e r , i hvis hus på F rederiksberg Julie havde
levet mange glade dage; hun var hende som en anden
moder. F ru Thalbitzer var elskværdig selv i sin stundes-
løshed, fint dannet og hjærtensgod. For fransk og
engelsk lite ra tu r sværmede hun. og hendes tale kunde
somme tider tage sig ud som et slags mosaik: så et
lille stykke fra Baggesen eller Holberg, og så fra Byron,
Shakespeare, Victor Hugo. Til omgangsvennerne hørte
overpræsident Moltke, Bardenfleths og etatsråd Brønsted.
Hendes opdragelse havde haft et fransk tilsnit, og i
ungdommen blev hun hélt tagen af revolutionen, dens
tanker og dens helte.
I faderens gæstfri hus blev der gjort stads for de
udsendte fra den franske republik, da de i offenligt
hverv kom til København. Der var bal for dem, hvor
hun tråd te op i republikens farver og tiljubledes og
omsværmedes af Franskmænd; den ene blev til sidst
dødeligt forelsket i hende. Man ymtede endog om, at
han vilde bortføre hende, og der skal være holdt vagt
298