316 / 657
304
synd, der bode i min sjæl, men også ham, der frelser
fra synd. Derfor kunde jeg finde min barndoms Gud
igen, og han stødte mig ikke bort. Jeg følte en usigelig
glæde og oplevede timer og dage af dem, der stå skrevne
i livsens bog. Jeg greb efter Tomas af Kempis, efter
bibelen og gennemlæste den første gang fra begyndelse
til ende.
Før havde jeg klaget over min svage vilje, nu blev
den sty rket og lu tre t i troen : „giv du mig frimodighed,
Herre,“ bad jeg, „du alene kan de t!“ Jeg lærte, hvad
det vil sige: „da jeg var svag, var jeg stæ rk ,“ og at al
vor styrke ene ligger i hengivelsen. Øjet så nu ikke
længer som gennem et dugget giar, det så k la rt og
skarp t på det re tte livsmål og den sande livskamp, og
jeg skrev i dagbogen: „Det er blevet mig tydeligt, at
ethvert menneske skal uddanne sig som m enneske; før
h a r jeg i grunden kun stræbt at uddanne mig som digter
og læ rd .“ „Hvad det gælder om,“ sagde jeg til mig
selv, „er a t bære en udødelig sjæl over verdens vilde
hav. Ikke drømme, men leve, handle! Arbejde med
frygt og bæven og dog lade Gud gøre a lt: det er k risten
dommens hemmelighed.“
Med sådanne tanker i hjæ rtet gik jeg til altars 'med
Julie hos pastor Simonsen og følte velsignelsen. Hvor
underligt blev min kærlighed til hende ikke slynget
sammen med kærligheden til det himmelske og indviet
og helliget derved!
Endnu noget andet kom til. Ferdinand F e n g e r
blev præsteviet i F rue-kirke og holdt prædikenen ved
den lejlighed. Han talede om engelen, der med en glød
fra a ltre t rørte E saias’ læber og rensede d em ; „men vi
har urene læber og komme til et folk med urene læber,
Herre gør os rene!“ Der var en folkelig fylde, en inder
lighed i den prædiken, som tog mig h é lt; tanken om at
b liv e p r æ s t , Julies yndlingstanke, havde jeg fjærnet