318 / 657
3 0 6
Jeg sad med det apokryfiske Nikodemusevangelium
og så deri Herrens nedfart skildret som morgenrødens,
der rinder op over skyggedalene; da åbnede han paradiset
i de dødes rige. Jeg tænkte mig ind i de saliges liv,
hvor de er „hjemme hos H erren“ i det stille hjem, leve
og røres i ham og vokse en guddommelig vækst; og jeg
tænkte mig deres tilstand, som er i pinen, selv for dem
lader apostelen Peder ham jo prædike. Men jeg kunde
heller ikke lukke øjet for alle de masser, der i levende
live ikke endnu kom til nogen endelig afgjørelse enten
for eller imod Kristus. Det vi leve, det er vi, og med
deres livsindhold uden sand t mål og méd må de følge
ligt tænkes gående over i den anden verden. Det var
længe inden Heiberg digtede „En Sjæl efter Døden“, på
egen hånd dannede jeg mig da en forestilling om et
sådan t verdensmenneskes tilstan d i dødsriget, voldgiven
sine egne, åndsdræbende tanker og dem alene.
Vore drømme kan være pjankede nok, som hele
vort liv des væ rre; måske dog netop det pjankede giver
et billed af denne tilstand. Det har vist gået andre
som mig, at man i drømme kan føle sig i den aller-
ynkværdigste forlegenhed, der næsten komisk grænser til
fortvivlelse. Jeg har således truffet mig i bare skjorte
m idt i det fineste selskab og ikke vidst, hvor jeg skulde
skjule min skam ; jeg kuode ikke en gang bilde mig ind
som kejseren i Andersens æventyr, a t folk trode, jeg
havde de nye klæder på.
Andre drømme kan gå dybere ind på sagen. En
drømmer, han er sa t i cellefængsel, ene, fuldkomment ene,
og dér skal han overveje det spørgsmål: „hvortil har du
dog b rug t —“ hvad det er, han har brugt, og svaret
på spørgsmålet skal han selv udfinde. Ideligt og ideligt
kommer det halvbårne spørgsmål igen og jag er alle
andre tanker b o rt: det er hans lidelse. Og hvad vil
man nu sige om hedenskabets mørke anelser, Danaidernes
kar, T antalus’ kvaler, Sisyfus-stenen? Alle disse tanker