319 / 657
307
lå og grode i mig, og en kraft gik ud fra dem, det
mærkede jeg.
Ovre hos en jysk præst, min gamle lærer Saxtorf,
kom vi i sam tale om de s i d s t e tin g . „Ja“, sagde han,
„menneskeslægten skrider ikke, som man drømmer, fræmad
i oplysning, det bliver tvært imod værre og værre mod
enden.“ Jeg vidste det jo længe, og alligevel greb den
forestilling mig med al nyhedens magt: så havde alt
vore hedenske fædre drømt i Y ø lv e s p å om Fimbul
vinter, Ragnarøk, Gimle.
Hvilken gådefuld sammenhæng fandt ikke sted
mellem Nordens og Herrens ånd! Også „solsangen“ i
den ældre Edda rand t mig i tanke; den vil ligeledes
indpode kristendom på mytens drømme og derved gøre
den levende for folket. At det ikke blot var de nordiske,
men alle gotiske stammers ånd, der stilede herhen, vidste
jeg ikke. Det vidste kun få den gang, lige så lidt som
de eller jeg vidste, a t Herrens nedfart, dommedag, de
sidste ting, æmner, der greb mig, alt var yndlingsæmner
hos de ældste gotisk kristelige skjalde.
Men det gik op for mig, at et historisk s to r s y n
på livet kun findes i b i b e l e n og den n o r d is k e mytO’
logi, der begge begynde med en Genesis og ende med
en Apokalypse. Her var svar på et spørgsmål, jeg ofte
syslede med: hvad er menneskeslægtens opgave? Og
Vølvespås og bibelens syner smeltede for mig da sammen
i et digt om dens livsgang: „den kristne Vølvespå“. Jeg
skrev det i oldnordisk stil, det er senere trykt i „Toner
og Billeder fra Kristi K irke“.
For mig h a r det en særegen betydning; her er
næmlig det verdenshistoriske syn på tilværelsen slået
fast, som bæ rer alle mine skildringer af kirkens skæbner.
Der er sandelig, trods vore synder, enhed og sammen
hæng i et menneskeliv, det spirer og det modnes, både
mens vi våge og sove: den erfaring har jeg, Gud ske
l o v >