320 / 657
3 0 8
Med min b r o d e r havde jeg ofte sam taler om hvad
der lå mig på hjæ rte, om digtningen, det folkelige, for
holdet mellem liv og videnskab og kristendom og viden
skab. Det blev meget alvorlige sam taler i al kærlighed,
da vi i flere henseender hver gik til sin side. Han havde
im idlertid om sommeren 1833 tag et t e o l o g i s k e k s a m e n
med laud, men var ikke helt til freds med det udfald;
derpå vendte han sig fra teologien til Sanskritliteraturen,
som længe havde tilta lt ham.
Han sluttede sig til nye venner, Monrad, Hall og
lægerne Emil Fenger, Em il Hornemann og Kayser, og
blev dem sn art meget kær. E t helt, langt liv ha r han
levet med dem. Jeg derimod sluttede mig næ rmere til
dr. K ierkegaard og den „ebræiske Müller“. Den ældste
Bornemann og Martensen fandt vi begge efter den ud
vikling, vi nu stod i, noget for ensidigt teoretiske og
mødtes derfor sjældnere med. Det var livet, vi, trods al
indbyrdes forskel, higede efter.
Omgangen med K i e r k e g a a r d tråd te mig da for en
del i steden for den med Martensen, skønt det varede
noget, inden jeg kom ham så nær, fordi han var ældre
og følgeligt mere moden. Men efter a t jeg havde flyttet
over til Jylland, stod jeg i stadig brevveksling med ham
mere end med nogen anden af mine venner. Også han
forenede dybsind med en skarpsindighed, der fuldt kunde
måle sig med Bornemanns. Hans dialektiske indbildnings
kraft, om jeg tø r bruge det udtryk, var lige fræm glim
rende, og han sårede aldrig, tråd te derimod hø jst be
skedent op, tit med en kændelig selvironi. I egenlig
forstand var han en ordets mand, der ta lte allerbædst
på stedet og uden forberedelse. Hans følelse kom let
og stæ rk t i bevægelse, synet for syndigheden var præget
af dyb, ja tungsindig alvor, og Hegels „regning med
algeb ra“ kunde han slet ikke indlade sig på.
Broderen, S ø r e n Kierkegaard, var endnu for ung
til a t omgås med os. Ellers g jald t han for et meget