323 / 657
311
faldt halvvejs i afmagt. Jeg lod hende rase og græde
og dåne, blev koldere og koldere og kom til fuld be
vidsthed af det tryk, der gennem en række af år havde
hvilet på os hjemme. Men jeg foretog intet afgørende
skridt til at få hende bort.
Yi brødre var begge meget ligegyldige ved vore
pengesager og har heller ikke senere givet os sønderlig
tid til at tænke på dem. Vi vidste, vi havde en mødrene
arv, det faldt imidlertid aldrig nogen af os ind at gøre
krav på den. Fader lod os ikke mangle noget og holdt
os i øvrigt uvidende om sagens nøjere sammenhæng, det,
mente han, var det rette; og det blev ham let, da vi
ikke en gang spurgte derom. Har vi vårnet mindre ud
satte for nogen af de sædvanlige menneskelige fristelser,
har det været for dem af enhver art, som stamme fra
pengene. Jeg kan sige med sandhed: aldrig har der
været skygge af uenighed om pengesager enten mellem
fader og os eller os to brødre. Men vi har da heller
ikke kændt til trang eller næringssorg, det er sandt.
Hvis min stilling den gang havde stået klart for
mig, kunde jeg taget ud af huset, den eneste mulige
udvej til a t få jomfruen fjærnet, skønt det vilde holde
hårdt. Det gjorde jeg nu dog ikke, tænkte end ikke
noget øjeblik derpå for alvor, både fordi jeg trode mig
afhængig af fader, og tillige fordi jeg nødigt vilde volde
ham bedrøvelse. Jeg skulde jo snart udenlands, Julie
kom så måske også bort fra København; og kommer tid,
kommer råd!
Julie tog sig alt dette meget nær, jeg kunde ikke
holde det skjult for hende, hvor gærne jeg end vilde, og
Marie Boesen havde af virkelig kærlighed sat hende ind
i forholdene hjemme. Noget råd vidste heller ikke hun,
men hun sad ofte og græd. Hun trode, at den gamle
jomfru Prehn var formeligt forelsket i mig, og talte om
de tusind rænker, der omspandt mig, og som jeg dog
vel burde bryde igennem; hæftigt tog hun alt, det var