327 / 657
315
ledeløs nok. Det er den kraft, der ligger i ethvert re
volutionært røre og giver det ustandselig fart, til det har
løbet linen ud. Jeg følte det og blev nu og da slået
deraf.
Og i dette tilfælde var det mennesker, jeg elskede,
der gik til det yderlige, det svækkede min modstand
meget. Julie stod fast på sin søndag: „den kan jeg
ikke undvæ re,“ sagde hun, „vil du forlade mig derfor,
så ske Guds vilje!“
Også bad hun mig indstændigt
sørge for hos moderen, hun uhindret kunde gå i kirke
og søge sin aftenopbyggelse. Hun trængte sandelig til
at styrkes, som hun lige kom ud af verdenslivet, jeg
vidste ikke noget andet bædre sted, hvor jeg kunde vise
hende hen, og gav efter, fordi jeg elskede hende.
Mit håb stod til fræmtiden og blev ikke skuffet.
Det var mig k la rt, at vi for øjeblikket ikke indtog
samme standpunk t i den åndelige livsudvikling og derfor
heller ikke kunde have samme åndelige trang. Hun var
nys greben af troen, og jeg kændte den fra ungdommen
af. Kom vi først på samme udviklingstrin, og det vilde
med Guds hjælp nok ske, da vilde vi også begge trænge
til det samme.
Således redede jeg mig igennem de nye indviklede
forhold, mådeligt nok, det føler jeg. Jeg var jo endnu
den unge og uprøvede, uvant i det praktiske liv og
alene, uden nogen rådgiver. Jeg har siden gjort en
erfaring: Gud lader os så at sige leve fra dag til dag,
og vi vilde dog så gærne have tryghed for hele fræm
tiden. Men der er altid meget at ængstes for og sørge
for ved den dag i morgen. Kunde vi nu blot kaste al
sorgen på ham, vilde vi være vel borgede. Det indøvede
han mig i den gang og har indøvet mig i siden: leve
fra dag til dag af hans nåde. Disse forhold, han ved
min forlovelse ledte mig ind i, var også en nådes gær-
ning, da jeg trængte hård t til at renses og hærdes. oå
jeg det ikke den gang, så ser jeg det nu.