329 / 657
317
lille ord om dem, der kunde se ud efter noget. Omsider
jog „røverne“ mig bo rt fra den store digter, hvis ældre
værker endnu i dag høre til mine yndlingsskrifter.
Jeg var im idlertid bleven færdig med min d i s p u t a t s
og indleverede den til det filosofiske fakultet. Den hand
lede om R e m b e r t , Ansgars trofaste discipel, hvis levnet
var fo rtalt efter kilderne og sat i lys af samtidens
historie; ellers var der intet mærkeligt ved den, skønt
den opnåde en lang resension i månedsskrift for literatur,
der både slog og også klappede lidt. Den blev god-
kændt af fakultetet, og midt i januar 1834 forsvarede
jeg den, idet min broder var min respondens; forsvar og
angreb gik sin vanlige gang, men man mærkede den af
tagende sans for latinsk disputats
Om aftenen var der gilde hjemme hos fader for
professorerne, K ierkegaard, Martensen og mine andre
venner. Engelstoft mødte i fuld stads med den så kaldte
„lille b låg ris“ i knaphullet (elefanten, han bar som
ordenshistoriograf); han var yderst forekommende, under
holdt sig med Julie som eneste dame og lod sig herrerne
forestille, ved hvilken lejlighed han talte lidt med en
hver, som de kongelige gør ved kuren. Min skål blev
udbragt af ham, husker jeg ret, og drukken, fader var
strålende glad, som jeg sjælden har sét ham.
Nu var jeg m a g i s t e r , nu stod intet i vejen for
min udenlandsrejse. Jeg havde lagt flere forskellige
planer til den og tænkte en tid både på Grækenland,
Spanien og Island, men planerne måtte ændres. Til
sidst vedtoges følgende, efter samråd med Julie. Jeg
vilde ikke komme hjem midt under rejsen, som det tid
ligere var min tanke, derimod først rejse til Sverige og
Norge og herfra lige til Italien og England. Hun skulde
imens over i huset hos pastor Balslev i Hårslev og lære
landhusholdningen; det var jo muligt, at jeg blev præst
på landet, og der ovre var hun desuden borte Ira de
trykkende forhold hjemme og,i landlig ro.