321 / 657
309
lovende, kun noget ustadigt menneske, hvem man havde
ondt med at holde til sin eksamenslæsning, fordi hans
ånd havde ærinder på mange steder. Den „ebræiske
Müller“, der læste med ham, udbrød tit halft i skæmt:
„men hvad i al verden skal vi dog gøre med den Søren?“
Al den åndelige styrke, jeg kunde sanke sammen,
gjordes h ård t behov, da jeg fra studerestuen var kastet
ind i livet og dets k am p e . Der skulde handles, handles
med kraft, og det faldt mig gærne svært. Hist havde
jeg mest i stilhed arbejdet på at komme til klarhed om
mine åndsævner, men k a r a k t e r e n kan først udpræges
m idt i det bevægede liv, så viljen afløser stemningerne.
Og ind i det blev jeg nu ledet af den guddommelige
førelse; jeg var mig det bevidst. I min dagbog skrev
jeg. „Jeg h a r læst meget, dog kun indlevet mig i lidet
og oplevet endnu mindre. Den opdragelse, jeg har fået,
gør en desværre i ringe grad i stand til at løse de op
gaver, livet stiller; man er derfor nødt til at gå i skole
som voksen og lære at stave forfra ligesom Karl den
sto re.“ I denne livets skole skulde hvad synden havde
vanskabt til hovmod, optugtes til sand kristelig selv
stændighed.
Dér var nu først J u l i e s s t i l l i n g i faders hus.
Ånden i hendes og vor familje var så højst forskellig.
Hun stod endnu i sin vækkelsestid, med mærker fra
kampen hjemme og uklar i flere henseender, stillede
strenge krav til sig selv, havde også fået en mængde
indtryk fra pietistisk side, som jeg ikke syntes om,
mindst når andre mærkede dem.
Hun talede med den første kærligheds varme og var
ikke bange for en kamp om Grundtvig, selv når det var
Martensen eller Monrad, min broders nye ven, der skulde
kæmpes med. Faders jævne fromhed fandt hun alt for
svag, for hern hutisk og fuld af menneskefrygt; og han
til gengæld fandt, hun hørte noget til „ultraerne“. Der
herskede en ædel simpelhed i den måde, hun klædte sig