HammerichEtLevnetsløb

303

i træk, nu vidste hun, hvad det var at stride og over

vinde.

Hun kunde trænge til den trøst, ti kampen hjemme

blev hård. Hun læste i bibelen og gik i kirke, flittigt,

men aldrig hos Rationalisten Johansen, moderens præst.

Moderen havde længe holdt mest af hende, fordi hun

spillede kønnest, var den mest indtagende og gjorde stor

lykke i verden; og en sådan datter skulde nu blive

„hellig“ og til spot for folk. Strenghed lå i fru Scheuer-

manns natur, og hun tog det med lidenskabelig streng

hed, især når hendes søn var borte. Hun forbød Julie

at gå i kirke hos Grundtvig og låsede døren til; Julie

sneg sig da hemmeligt ud ad en smutvej, efter først at

have rådført sig med pastor Simonsen.

Også læsning i bibelen forbød hun, men Julie gæmte

den under hovedgærdet og læste i smug, om morgenen

i sengen; det opdagede hun, rev bibelen fra hende og

vilde kaste den på ilden, Julie faldt i afmagt. Da ilede

Karl til og forestillede moderen, hvor uret hun handlede,

Julie kom til sig selv, fru Scheuermann græd: „å, det

bringer mig i graven!“ Julie gik hen, kyssede hende og

bad om forladelse, men hun stødte hende fra sig. Først

den gang Julie over alt det blev alvorligt syg, angrede

hun, hvad der var sket, og kastede sig over hende med

kæ rtegn: „hun dør, hun dør, jeg har myrdet hende!“

Så såre Julie imidlertid blev bædre, begyndte den gamle

historie forfra.

Jeg kændte Herrens ord: „jeg er ikke kommen for

at bringe fred, men. sværd, for at gøre et menneske

tvistig mod sin fader og datteren mod sin moder.“ Så

ledes havde jeg dog aldrig før mødt det i livet, og tros

kampens dybe alvor greb mig, måtte gribe mig. Jo mere

jeg holdt af Julie, des mere måtte det virke, hun havde

oplevet og vidnede om.

Den d r a g e l s e til Guds rige, som alt forud på

ny var begyndt i min sjæl, blev nu stærkere, jeg sa den