313 / 657
301
„Ja,“ sagde Ley, med hvem jeg læste Niåls saga, „din
tørhed er borte, siden du blev forlovet. Men du kunde
derfor gærne holde lidt mere samling på tankerne.“ Det
var et strengt krav, når hjærtet var ude på Katrine-
bjærg. Så m åtte jeg have luft ved et lille rimbrev eller
et andet digt, jeg skrev og sendte derud.
Julie svarede: „jeg læser dine breve og får dem
aldrig aflæst, men jeg er lykkelig som barnet, når det
har fået gaver til sin fødselsdag. Om dagen tænker jeg
på dig, om natten drømmer jeg om dig. Ja, her er jeg
som i et lille paradis, hvis sol du er!“ I andre breve
lod hun mig læse mellem linjerne, hvor meget hun
længtes, og straks var jeg rede og fløj ud, rigtig nok
med en noget langsom flugt, mælkevognens.
Det varede en stund, inden vi ret forstod hinandens
måde a t være på. Især var det hende påfaldende, hvor
tit jeg kunde afbryde den alvorligste samtale med et
spøgefuldt ord. Hun kunde da blive stødt derover og
tro, jeg havde hende til bædste. Var jeg stille og ord
knap, trode hun, det var af kulde. Men sad der en
sådan lille kurre på tråden, gjorde det forholdet bag
efter des inderligere.
En gang bragte jeg et slibrigt æmne på bane, jeg
husker ikke, hvorledes det kom sig; jeg talte om enke
mandens stilling og mente, et nyt giftermål var vel den
bædste ende på en sådan historie. Hun trode nu, min
kærlighed var kølnet, siden jeg kunde tale så, og blev
meget ulykkelig. Vel blev den ulykke snart kysset bort,
men legemet var så skrøbeligt. Da jeg sagde godnat,
sortnede det for hendes øjne, hun kastede op og var en
afmagt nær. Hente nogen, måtte jeg ikke, kun løbe
efter lidt vand; hun lagde sig hen, og jeg tog salme
bogen og læste for hende, omsider faldt hun i blund.
Så vågnede hun, trykkede min hånd, så mig ind i
øjnene med det matte blik, hvori blyhed og kærlighed
kæmpede sammen, og bad mig ikke være bedrøvet og