HammerichEtLevnetsløb

299

ved huset. Også Baggesen var indtaget af hende. Alt

dette og hele sit rige liv har hun skildret i memoirer,

som hendes børnebørn gæmme. Et par år efter vor for

lovelse tog hun til sin søn på Katrinebjærg, den eneste

af flere børn, som ikke døde ung.

Dér endte hun

sine dage.

I disse omgivelser, glade og rige, voksede J u l i e nu

op. Tillige med Emma Hartmann var hun opdraget på

engelsk til en fin dames væsen i en af Københavns

bædste skoler, hos miss Mitchell; derfra stammer hendes

kærlighed til alt engelsk. Konfirmeret blev hun af

Kochen ved Petri kirke. Endnu længe efter den tid

havde hun timer i sprog, tegning og især i m u s ik , der

blev in te t sparet. Hun spillede med sjældent udtryk og

var mester i at udsætte en melodi. En sommeraften

sad hun ene for åbne vinduer og spillede ouverturen til

„Ludlams Hule“ udenad, til sin egen fornøjelse; på én

gang hørtes herrestemmer på gaden, der blev klappet,

og det varWeyse, som klappede, han havde været oppe

hos agent Zinn.

Naturligvis kom en mængde musikalske mennesker

i huset, hvoriblandt adskillige Tyskere, fru Scheuermann

holdt meget af at få sig en mundfuld tysk, gammel vane

fra „papas“ dage. Om det så bare var en skomager,

der skulde tage mål, og han brækkede på dansken,

straks indlod hun sig med ham på sin tysk. Det var

ikke noget for mig.

Den første gave, fader gav Julie, var en ægte

kærlighedsgave, moders østindiske sjal. Han havde gæmt

det som en helligdom og bestemt det for sin tilkommende

svigerdatter, men jomfru Prehn sagde til hende: „ja det

vilde nu Frederik egenlig, jeg skulde have haft.

Deri