HammerichEtLevnetsløb

kirken, dér anhøre vielsen og nedbede en kristelig kopu

lation og hædre deres offerfærd, sam t efter kirke, om I

da vilde være følgagtige igen til b rud ehu se t, for dér at

tage til takke med et tarveligt bryllupsmåltid og så for

blive efter enlivers eget behag for a t fornøje eder. For

sådan æresbevisning love vi igen i alle mulige måder at

forskylde og aftjæne. Og vil I så være så gode a t stå

mig budet til!“

F o rre st i brudefølget red forriderne i firspring,

derefter fulgte vogne med spillemænd og brudepiger,

derefter en med bruden og de to brudekoner i fuld

stads og en anden med brudgommen og de to brude-

mænd. Fløjten og violen lod sig høre, piskene smeldede

smeld i smeld, så vidt jeg husker, faldt og skud af og

til, til ære for b ru d ep a rre t; og jo flere regnskærme man

kunde føre med, des „knøvere“ var det. Gildet stod

gærne i en lade, pyntet med grønt, hvor bræder lagte

over tønder tjænte til bænke, „send“ var der kommet

nok af, fjederkræ, oste, gryn, kød, og mellem hver re t

blev piben tændt. Af og til m åtte jeg med uden for,

„et lille stød“ i marken og se, hvordan kornet stod.

E fter bordet kom dansen.

Måske en lille historie her kan finde plads, den

viser, hvorledes Jyden tager det, når der en gang hændes

ham noget. En n a t, sent på vintren skete indbrud i

min præstegård, en stor grubekedel, en hare og en del

andre fødevarer blev ranede. Morgenen derpå, da jeg

gjorde mælding, indfandt sognefogeden Johan Bertelsen

sig på åstedet og målte omhyggeligt de spor af træsko,

som forefandtes. De ledede op til et skovhus, hvor en

mand af tvetydigt rygte havde været inde den foregående

n a t; på ham m åtte m istanken falde. Han havde imid

lertid strak s forladt skovhuset og tag et til sit hjem i et

nabosogn, hvorhen han nys var flyttet. Ved efterretning

herom sendtes en snu karl ud på spejderi, der gjorde