HammerichEtLevnetsløb

almægtige Guds hjælp kunde slå ham tilbage; det samme

havde han nedskrevet på en lap papir, som han stak

mig i hånden. Jeg lagde mærke til et lommetørklæde,

han stod med, det pleje bønderkarle ikke at have brug

for, og jeg spurgte ham altså, hvad han vilde med det:

„Jo,“ sagde han i al enfold, „dermed vil jeg tø rre mig

om munden, når jeg h a r fået Herrens velsignede legeme

og blod, og så i slaget holde det for m it b ry st.“ N atu r

ligvis advarede jeg ham alvorligt for den vanbrug af det

hellige, og han smed straks tørklædet fra sig på gulvet:

„nej er det så fat, herr pastor, må De ikke tro jeg vil

gøre mig skyldig i sådan synd mod vor H e rre !“

Jeg har som feltp ræ st både haft vielser og kon

firmation og barnedåb. Mens vi lå i Slesvig, kom ad

skillige gange bud fra bønder, som bode mellem vore

og de fjendlige linjer, om a t døbe deres børn, og jeg

h ar ikke nægtet dem det; naturligvis oversatte jeg da

ritu a le t på tysk. Derved og n å r jeg færdedes mellem

vore hærafdelinger, var jeg af og til ud sat for at blive

opsnappet af en fjendlig patru lje eller have anden ulej

lighed, jeg slap dog lykkeligt igennem. Kun én gang

havde det nær gået galt, og det med vore egne. Det

var mørkt, og jeg havde glæmt a t få fe ltråbet; vore for

poster standsede mig med fældet gevær og kunde, skulde

vel egenlig have stukket mig ned, da jeg ikke kunde

give dem feltråbet. Det var dog skikkelige folk, som

blot bragte mig til den nærmeste offisér, og han

kændte mig.

En feltpræst, der nogenledes gør fyldest, finder vejen

åben de fleste steder. Offisererne lige til de højeste

indlade sig med ham, og jeg for min del har dem såre

meget at takke for. De mærkede min iver efter at samle

sammen til krigens historie og var ikke sparsomme med

meddelelser, så jeg vidste undertiden, hvad ellers kun

mere indviede var vidende om. Derfor kunde jeg kort