100
Nu og da forefaldt gribende optrin ved jordfæstelsen.
1 Brodersby ved Slien mødte en fader fra Broager, hvis
søn var falden, lagde en krans på kisten og knælede og
bad, dybt bevæget. „Ja, h e rr pasto r,“ sagde ban, „al
den ulykke kan vi da takke vore Hjemmetyskere for,
alle vi andre er Danske med liv og sjæl. Jeg h a r nu
m istet ikke færre end 4 sønner i denne krig og h ar kun
2 tilbage, begge i kongens tjæneste. E r det vor Herres
vilje, så lad mig også m iste dem med, men De kan tro
mig, det er tung t nok for en fader, igen a t komme hjem
med det budskab!“
Meget andet kunde jeg fortælle om s ø n d e r j y d s k
t r o f a s t h e d og det mandige sind, der har stået sin
prøve i ti trængselsår. Også om den danske s o l d a t ,
om hans mod, når han først er bleven re t varm i kugle
regnen og blusser over hele det af k ru trøg sværtede
ansigt, og om den jævnhed og ro, hvormed han tager
a lt; Allens soldaterbreve vidne derom på hver eneste
side. Skal jeg fræmhæve noget grundtræk hos ham, så
bliver det, lige som hos folket, den storslåede jævnhed. I
de største øjeblikke af sit liv, omringet af farer og med
alle nerver spændte til det yderste, er og bliver soldaten
dog det samme jævne menneske, fri for a lt tilgjort væsen.
Men alt dette hø rer ikke til m it levnet, og jeg må
vise dem, der ønske mere oplysning herom, hen til mine
skildringer fra krigen. Kun en lille køn historie skal
jeg her meddele. Der bode en bondepige i Dybbøl, som
havde en kæreste i 12te bataljon på Als, og en gang
imellem m åtte hun sende ham brev. Men ad hvilken
vej skulde det komme ham sikkert i hænde? Alt var
spæ rret af soldater og skanser. Kærlighed gør dog op
findsom, „hvad om du nu sneg dig til a t bringe det selv
gennem forposterne på Dybbølbjærg,“ tænkte hun. Hun
prøvede derpå, det slog fejl, og alligevel opgav hun det
ikke. En mørk n a t vadede hun neden for banken ud i
sundet, hvor fjendens poster ikke let kunde få øje på