HammerichEtLevnetsløb

sig gæmt; af og til hørtes skud fra blænkerkeden

yderst fræmme. Vi steg ned af vognen i en skovløkke

ved et batteri, da kom oberst Thestrup, den ene brigade

kommandør, hilste på mig og sagde: „vil De lyde mig,

kære feltprovst, så ryk en smule tilbage med vognen,

her kunde det let blive for farlig t!“ Vi gjorde det. Imens

var der kommanderet hvil, „noget er i gæ re“, hviskede

Thestrup, det var angrebet af Moltkes divisjon. Folkene

strakte sig hen over alt, hvor der fandtes en smule

skygge, i grøfter, bag hegn, spiste og sladrede eller sov;

det hele lignede hvilet ved en feltmanøvre. Kække nok

så de ud, vejrbidte og langskæggede, men overstøvede

fra øverst til nederst. E t par fanger indbragtes, d ra

goner og hu sarer hug grønhavre af på marken til

sine heste.

Vi gik fræm og tilbage mellem folkene og talte

snart med den ene, snart med den anden. Det var i

grunden lid t voveligt. Den danske præstekjole duer ikke

i felten, den er for lang og tung, og vi havde derfor

lad t den ligge hjemme, men så tog man os for Slesvig-

holstenere. Naget mod dem var naturligvis stæ rkt, og

vi hilsedes med ukvæmsord og stene, det var alt hændt

os, mens vi kørte gennem linjerne, og nu blev det værre.

En ambulangsesoldat fik fat på et forsvarligt stykke

kampesten og vilde lige kyle mig den i ryggen, da en

livvagtskarl, som kændte mig, faldt ham i armene: „tag

dig i vare, du, det er jo vores præ st!“

Med ét kom der liv i de hvilende flokke, man skred til

angrebet, og fra det sted, hvor vi stod, på bakkerne ved

et åløb, kunde vi overse det hele, når ikke støvskyen blev

alt for tæt. Horn og trompeter lød og svaredes med

rungende hurra, adjutanter fløj fræm og tilbage, kom

pagnikolonner dannede sig, artilleriet kørte op og pros-

sede af, dragoner tog post på højderne, hvis et indhug

skulde blive nødvendigt; f æ g t n i n g e n åbnedes, kanonerne

dundrede, snart var alt hyllet i støv og røgskyer.

106