499 / 657
109
henrykkelse over at træffe et ansigt, han kændte fra
København. Inde i krostuen var hovedambulangsens
plads, hvilket forfærdeligt skue! Lægerne dryppede af
blod, flere tommer højt flød det, blandet med vand, på
gulvet omkring bordene med de sårede, og ideligt kom
soldater med nye bårer. I haven lå de døde i dynger,
mange i vilde stillinger, med hånden knyttet og fråden
ud af munden. Midt i dyngen opdagede jeg et men
neske i den sidste dødskamp, hans halve hoved var skudt
bort, og den blodige hjærne skjulte den anden halvdel,
i krampe rø rte han endnu hænder og fødder; „men lian
føler det ikke“, sagde lægerne, „han er uden samling.“
Det var alt en god stund hen på eftermiddagen, og
vi skulde videre til hovedkvarteret, Djørup ligeså. Han
overlod da ambulangsen til de andre læger, steg til
hest og fulgte med os, der kørte over v a lp la d s e n .
Langsomt gik det fræmad, standsning hvert øjeblik, og
timerne skred, til det led mod aften. Den lange mose
strækning, fuld af tørvestakker og lyng og sand og
kæmpehøje, bar alle spor efter en kamp på liv og død.
Lig lå ved lig, gærne med et tørklæde over ansigtet,
især lå de tæ t dér, hvor livvagten havde stormet et
hegn og tag et tre kanoner; adskillige steder stod vagt
poster a t frede om de døde, ti plyndringen var begyndt
af omegnens tørvebønder, og man så af og til helt nøgne
lig. B årer fulde af blod, lange blodpytter i vejsporet,
døde heste, hvis indvolde væltede ud af bugen, hen
kastede våben, itubrukne karrer og hjul, karduser og
kugle på kugle lige som såede hen ad vejen. Alt kred
sede ravnene skrigende om sit bytte.
Rundt om stod brændende tørvestapler, brændende
byer og skinnede dobbelt rødt mod den krans af skov
klædte bakker, som dannede baggrunden; Slesvigholstenerne
havde på flugten selv skudt sine magasiner i brand. Der
henne opdagede man også deres løvhytter i læ af skoven;
forladte, som de var, med alle tegn på nys at have