502 / 657
112
Vi har lid t enormt, enfin, jeg gør mig ingen illusioner,
min h e r r e !“
Mens vi talede sammen, var, husker jeg ret, ma
leren Sonne kommen til — han havde været øjenvidne
til slaget —, også min gamle skolekammerat Lerbek
kom, der fulgte hæren som politichef. De efterretninger,
han bragte fra sine spejdere, var gode. V. d. Tann var
kommen sprængende med løse tøjler ned ad Slesvigs
bakker med de ord: die Schlacht ist verloren! Derpå
røm te alle æmbedsmænd i staden bo rt på stående fod,
og de slesvigholstenske tropper, der rykkede gennem
den, var i fuldeste opløsning, næsten som på den
vilde flugt.
Noget senere ind traf general K r o g h med hoved
kvarteret, og her var stemningen frejdigere, skønt ingen
lunde derfor glad, som efter F redericia-slaget, hvor jeg
også kom ko rt efter kampen. Jeg så Krogh ved aftens
bo rdet og talte dér med ham om jordfæstningen. „Den
måtte naturligvis“, sagde han, „gå for sig i Flensborg.
Og forskel skal der ikke gøres, alle, selv den simpleste
soldat, er os lige gode og lige kære. I øvrigt, tilføjede
han høfligt, kan jeg trygt overlade Dem det hele, jeg
véd, De nok forstår Dem på, hvad der kan gøre indtryk
på armeen.“
Natten behøvede vi ikke a t tilbringe i bivuak i vor
vogn, da vi fik et godt værelse i hotellet. Med tung t
sind gik jeg til sengs, dybt bøjet ved de uoprettelige
tab, mit fædreneland og jeg selv havde lidt, og alligevel
med hjæ rtet fuldt af tak og pris. Og da nu morgenen
kom og det lød i det fjærne fra Danevirkes volde med
basuner og trom peter: Danmark dejligst vang og vænge,
da hilsede folkets engel mig i et af de store øjeblikke,
som jeg takker Gud for at have oplevet, om det end nu
kun mindes med b itte r sorg. Den skønneste drøm syntes
jo opfyldt, „ledet hængt i lave.“ !