504 / 657
114
de frisk fyldte lasereter m åtte vi færdes hele dage og
ordne alt, det var en i høj grad trykkende tid. Søn
dagen den 28de kl. 4 fandt jordfæstningen sted, efter at
Slesvigholstenernes faldne var begravede tidligt om mor
genen. F o rrest gik livvagtens musikkorps, så en ba
taljon, præsterne, m atroserne med flag, herefter bar offi-
serer Schleppegrells, Læssøes og Trepkas kister, under-
offiserer bar en underoffiser og de menige en menig;
der var altså gjort et udvalg af vore faldne af enhver
rang. Tillisch og det halve Flensborg med ham fulgte,
damerne strøete blomster.
En lang grav var gravet, hvori de øvrige lig alt i
forvejen var nedlagte med kister eller uden kister. Grav
talen for den store helteskare holdt jeg og sluttede den
således: „Og nu luk dig, o jord, over vore dyrebare
døde! Herren være eders sjæle nådig!“
„Far vel, du ædle helteskare,
tak for din dåd og kærlighed,
tak for dit blod det dyrebare,
som ra n d t til Danmarks frelse ned!
Nok h ar du stridt, nok har du blødt,
far vel i Jesu navn, sov sød t!“
Superintendent Aschenfeldt føjede et par ord til på tysk,
så kom geværsalver, m inutskud og klokkeringning. Jeg
havde tag et mig sammen med magt under talen og jo rd
fæstelsen, men da jeg straks oven på tra f etatsråd Flor,
kunde jeg det ikke længer: vi græd sammen, han for
Læssøe, jeg for Schleppegrell, vi begge for alledem, som
havde været tro til døden.
Endnu én gang til har jeg stået ved den grav med
sin store udsigt over fjord og by og land ; det var i et
højtideligt øjeblik, da løven blev rejst, den løve, de har
slæbt til tøjhuset i Berlin.