510 / 657
120
Derpå bukkede han og rak te mig hånden: „Gud være
med D em !“
At have levet i tider, hvor ånden er over et folk,
er i og for sig en velsignelse. Hvilken himmelvid for
skel mellem ånden da og ånden nu! Hvad havde jeg
ikke lært, hvor mange erfaringer havde jeg ikke gjort,
hvilken rig lejlighed til ^virksomhed, og hvilke minder,
både sorgens og glædens! Mit lille fædreneland var draget
med ind i den store historie, og jeg havde oplevet i
det og med det og for det langt mere, end jeg nogen
sinde havde tu rd e t væute: krigens ideal og krigens epos
og vor friheds morgenrøde, grundlov og rigsdag.
Skønt Norge og Sverige vel ikke um iddelbart tog
del med i krigen, havde de nordiske stammer dog blandet
blod på valpladsen som fostbrødre, og var bragte hin
anden så nær som aldrig før. Mit håb om en stor fræm tid
for Norden var derfor vokset mægtigt, og jeg var glad, jeg
var stolt af m it folk, dets manddom og frihed. Jeg
kunde gå og sige til mig selv; „et sådan t folk tilhø rer
du, dets historie skriver du !“ „Så længe Danmarks fugle
slå, de fagre håb skal ej forgå.“ Det var fristende øje
blikke, og det værste endda, a t jeg, hildet som jeg var,
ikke for alvor stod selvophøjelsen imod.