512 / 657
122
staten. En troværdig mand har fortalt mig følgende.
En gang i de dage kom han op til kongen, hvem han
ikke dulgte sine ængstelser, „ ja “, sagde kongen, „du og
grevinden I er alt for ravdanske!“ Min hjemmelsmand
pegede da på Simonsens maleri af Isted-slaget, som hang
på væggen, og svarede: „de, dér faldt, var det også,
Deres m ajestæ t!“ Kongen blev slået.
Ved denne tid om trent mistede vi brødre vor kære
f a d e r ; han havde levet et tilbagetrukken t, stille liv,
hvor kun ét endnu bandt ham til denne verden, kærlig
heden til hans sønner. Han så, det gik os vel, og det
kunde nok veje op mod alle de småsorger, han stadigt
gjorde sig på vore vegne. Svagere var han bleven med
årene og holdt, sig nu mest inde i sine stu e r; en for
kølelse kastede ham på sygelejet i hans 76de år, og
den 13de oktober 1852 so v h a n h e n blidt og roligt,
hans sidste ord var et farvel til min Asger.
I salen stod nu hans lig mellem de blomster, han
havde elsket og plejet, lysekronen var tændt, dér sam
ledes vi og vore familjer, en stille time, så hans blege
åsyn med dødens mærker og takkede ham endnu en gang
for hvad han havde været for os. T rinitatis kirkes kor
var klædt i sort med lamper og lys som et gravkapel,
et talrig t følge havde sam let sig, derib landt biskop
Mynster og Martensen, provst P ram Gad holdt talen,
og på kirkegården jordfæstede jeg ham. Den salme,
der ofte havde trø stet ham, lød nu over hans lig.
Kristi blod og retfærdighed,
ej bædre højtidsdragt jeg véd;
med den vil jeg for Gud bestå,
når ind i himlen jeg skal gå.!
Hans gravmæle er efter en tegning af Bindesbøll. Den
gamle gård blev solgt og ombygt, og med lævningerne
af hans verdensteater, med „kukkassen“ og andre små-
sager pyntede vi det sidste ju lebord for børnene i Nybro