514 / 657
124
sagen for i Københavns konvent, der gav mig medhold
i alt væsenligt.
En „ l u t h e r s k f o r e n i n g “ blev da stiftet, hvor
alvorlige Lutheranere skulde mødes til fælles opbyggelse,
om de end i det enkelte kunde være noget forskellige.
Magistraten indrømmede os opfostringshusets kirke til
brug, den lå ju s t til pas, midt i de kvarterer af byen,
som mest trængte til åndelig pleje. Om vinteren 1852—53
åbnedes så møderne, ved hvilke der både skulde holdes
foredrag og sam taler over det foredragne. Alt tegnede
godt, kirken var propfuld, og foredrag holdtes foruden
af os tre, som havde stiftet foreningen, tillige af stifts
provst Tryde, Paulli, Blædel, den yngre Rothe, Levin-
sen, Hass, Lindberg og dr. P. Kierkegaard.
Sam talerne efter foredraget kunde af og til blive
noget hæftige; en dag var således spørgsmålet på bane
om skriften og trosbekændelsen. En lægmand stod stift
på skriften alene, „men til at forstå den r e t“, sagde
Lindberg, „hører der vel dog teologiske kundskaber“ ;
n ej, det kunde lægmanden ikke indrømme.
„Godt“,
sagde Lindberg, „her har jeg ju s t et græsk ny te s ta
mente ved hånden, tag nu det og se selv de steder efter,
De støtter Dem til!“
Sådanne sam taler syntes de fleste deltagende præster
ikke om; de indfandt sig da sjældnere og blev til sidst
hélt borte, idet de dog bad os, der havde sat sagen i
gang, kun a t holde ud. E fter et par år var m agistraten
bleven ængstelig for, at den store brøstfældighed ved
opfostringshusets kirke skulde volde ulykker, og nægtede
os derfor en yderligere brug af den. Foreningen lejede
nu en sal og ordnede sig på en ny måde, så også dens
medlemmer af lægstanden kunde holde foredrag; jeg kom
der jævnligt og blev ved med mine foredrag endnu en tid.
Men det åndelige røre tog til og ikke af, det var i
de dage, S. K i e r k e g a a r d tråd te voldsomst op, hans
indflydelse sporedes i mere end én henseende, og vilde