516 / 657
126
cligt og gjorde fuld fyldest, og præsterne ligeså; syv
læger og en præ st faldt som ofre for sin pligt.
S åsnart det tegnede til virkelig fare, henvendte
præsterne sig til sundhedskommissjonen og tilbød sin
hjælp på hospitalerne, ved de syges senge og mellem
sygevogterne; sagen blev dog hen lag t, og det kom ikke
til nogen ordnet virksomhed, enhver præ st arbejdede for
sig. Dette gik ikke i længden, hyrden blev uoverkomme
lig, især da dødsfaldene tog til, spring i spring, og man
næsten ikke kunde gøre andet end løbe fra hus til hus,
berette døende og kaste jo rd på de døde. Herpå kunde
vi nu selv nogenledes råde bod. Provst Gad og jeg fik
altså en overenskomst i stand mellem præ sterne, så de
skiftevis, uden hensyn til sognegrænsen, skulde jorde
frijordsligene, efter at man havde begyndt a t samle dem
på ét sted.
I førstningen brugtes hertil gymnastikhuset i ba
stionen uden for Vartov, dér mødte den, hvem det til
faldt, alt om morgenen kl. 7. Kisterne stod opstaplede
i flere rækker oven på hinanden, mange af dem var ikke
slåede til, og man kunde se de halvnøgne lig ; det hed
sig, a t et af disse „lig“ var stået op og blevet levende
igen. De så kaldte ko lerasoldater vandrede op og ned
med sabler og skulde holde orden mellem en tæ t klynge
af medlidende eller nysgærrige mennesker: drenge, som
krøb op i vinduerne og træ erne, joges bo rt og alligevel
strak s igen sad på pletten ; pjaltede, vilde karle, af
hvem man kunde frygte alt, gamle koner, der vilde
holde regnskab med, om også de døde var ordenligt
klædte.
F ra gymnastikhuset gik vor vej til betalingsligene
på a s s i s t e n s k i r k e g å r d , og den stod for folk gærne
som det allerfarligste sted; en morgen, jeg gik der ud,
mødte jeg i nærheden en fattig , gammel kone, hun så
så venligt til m ig, nejede og sagde: „Gud styrke Dem,
herr p a s to r!“ På kirkegården tilbragte jeg nu mange