507 / 657
117
Det um iddelbare indtryk af en stor begivenhed er
aldeles overvældende, man er opfyldt af den, og alligevel
véd man i grunden slet intet. Så dukker den ene om
stændighed efter den anden op for tanken og vinder
fast skikkelse, det kan koste arbejde nok at hente den
fræm lige som fra dybet, men den lader sig hente fræm.
Og når alle omstændigheder således stå i fuld klarhed
og samle sig til et hele, da véd vi først hvad vi har op
levet, og kan føle glæden af at vide det.
Dette tidspunkt kan nu komme før eller senere, vare
kortere eller længere efter enhvers ejendommelighed,
varigt er det imidlertid aldrig. Efterhånden foregår en
opløsning af det, vi én gang vidste med fuld sikkerhed;
et og andet går os i glæmme, nyt tildigtes uvilkårligt,
det rette forhold mellem enkelthederne kommer i vilde-
rede, og inden vi se os om, svæver alt hen i sagnets blå
tåger. Derfor kan det troværdigste øjenvidne, afhørt til
forskellige tider, fortælle en og samme tildragelse på en
sådan måde, a t ingen skulde tro, det var den samme.
Jeg har meget mærkelige eksempler herpå.
Ved en historisk optegnelse, der tør kaldes vel af-
hjemlet, er det os altså ikke nok, at den er gjort af en
samtidig, vi må kræve den gjort af et øjenvidne. Og dette
må end videre have optegnet eller ladet optegne til
dragelsen netop i det rette øjeblik, da alt stod klart og
levende for ham, hverken før eller senere. Man vil se,
hvor meget der kræves, inden vi tør slå fuld lid til en
efterretning, og hvor sjælden vi kan nå til bunds blot
med det spørgsmål: er efterretningen i det hele palidelig
eller ikke? Men så bliver jo al historie vaklende, vil
man sige. Vist nok i enkelthederne, derimod ikke i de
store grundtræk, de vil i regelen stå fast, og med dem
må og kan man i de fleste tilfælde hjælpe sig.
Sådanne overvejelser standsede dog ikke mine ar
bejder på krigens historie, de gjorde mig kun endnu
mere varsom og prøvende.
Og da jeg nu var