506 / 657
116
overskæres; fjenden tra k dagligt nye kræ fter til sig fra
Tyskland, og enhver, som den gang ha r ligget her på
vagt, véd, vi ingenlunde følte os trygge. „Man går al
drig“, sagde general Krogh, „til sengs med sikkerhed
for a t ikke 4000 mand næste dag skal bløde.“
T it kom det til sammenstød mellem vore og fjen
dens patruljer, og navnligt da mellem rytterflokke med
sablen i hånd. En gang i avgust fulgte jeg med hoved
kvarteret på en større udrykning ad Rendsborg-landevej
og den anden vej længer til øster. Vi så tydeligt Rends
borgs tårne og volde og møllerne på dem. En del halm
og foder blev ved den lejlighed bragt ind, og fortropperne
tørnede sammen især på vor venstre fløj. Dér, hvor jeg
opholdt mig, på hovedlandevejen, havde vi dog kun et
sammenstød, som snart var endt.
To gange blev vi angrebne for alvor, ved Møsund
og Frederiksstad, jeg var ikke vidne til nogen af de
kampe. Da fægtningen stod ved Møs u n d , en dejlig,
solklar septemberdag, kom jeg kørende over heden fra
F rederiksstad og Helgesen. Mørket faldt på, og jeg så
i det fjærne bålene fra hyttelejren og Ekkernførde, et
p a r ildsøjler, der i den stille luft rejste sig lige i vejret
mod nathimlen. Mens kanonerne dundrede ved F r e
d e r i k s s t a d og spændingen var stærkest, m åtte jeg rive
mig løs med magt og rejse i modsat retning, over til
København; jeg skulde nemlig konfirmere Schleppegrells
ældste søn og mine øvrige konfirmander. Derfra vendte
jeg så a tte r tilbage til min post ved hæren og forlod
den først endelig hen imod slutningen af året.
Id e t jeg samlede ind til krigens historie, fik jeg god
lejlighed til a t overveje den måde, hvorpå en h i s t o r i s k
f o r t æ l l i n g danner sig. Selv havde jeg oplevet ikke
lidet, og mere endnu fik jeg efterretning om fra tro
værdige øjenvidner. Men overvejelsen stadfæstede mig
på ny den grundlov for al livsudvikling, jeg tidligere har
peget hen på.