HammerichEtLevnetsløb

115

F ra de døde til de levende! De næste taler, jeg

holdt, var s e j r s p r æ d i k e n e r ved Danevirkes fod, til

basunernes klang: vor Gud han er så fast en borg; atter

øjeblikke, som aldrig glæmmes. Alt blev nu ordnet med

gudstjænesten og delt mellem de tilstedeværende præster,

som de efterhånden indfandt sig. Jeg kunde i følge min

stilling rejse, hvorhen jeg vilde, ti jeg skulde jo føre

tilsynet, og disse rejser skaffede mig da et overblik

over sagerne også i militær henseende, som jeg satte

stor pris på.

Hvor fantastisk kan historien ikke blive! I de egne,

Dane-hæren havde brugt til grænsevagt mod Tysken alt

for tusind år siden, stod den nu atter, og længe glæmte

navne fik klang på ny. F ra „Højborgen“ i en egelund

på den spidse bakke ved Haddeby strække D a n e v i r k e ts

volde sig i lange linjer over heden indtil Treneborg ved

Hollingsted; flere steder rejse de sig mægtigt, og endnu

er en mængde lævninger af Valdemars-muren meget

kændelige. Østervolden skærmede landet fra Sliens bred

ning til Vindebynor.

Disse oldtidens værn blev nu brugte, som de kunde

bruges efter vore dages lejlighed; åer og vandløb op

stemmedes og dannede store oversvømmelser, nye skan

ser bygdes, kanoner kørtes op, hyttelejre lagdes på pas

sende steder, overalt på volden så man vagtposterne. Og

i vester, ved Trenen og Ejderen, hvor alt i oldtiden var

vand og mose, blev nu Hollingsted og Frederiksstad

tagne med ind i forsvarslinjerne.

Vore folks hårdførhed og ualmindeligt skarpe san

ser, deres instinkt til at finde sig til rette i en selv

ukændt egn, kom os meget til gode „ved denne tjæneste

ved led e t“, som den kaldtes. Den hørte ellers til kri

gens prosa, skønt egnen med sin øde storhed og alle

sine minder var poetisk nok. Men linjerne, om de end

så stærke ud og spækkedes med kanoner og pallisader,

var meget for lange, kunde også på mere end ét sted