500 / 657
været i brug — et sted stod maden endnu over ilden — .
havde de næsten noget spøgelseagtigt ved sig. Det var
blikstille, ikke en sky på himlen, over denne ligmark og
disse brændende byer strålede julisolen, idet den dalede,
i al sin pragt.
Da vi nåede skovsnævringen ved Isted , var det
blevet aften, og der stod en vild lysning fra brænde
stapler, som fjenden havde stukket ild på. Endnu faldt
skud af og til inde i skoven, soldaterne ordnede sig da
som til fægtning og bandede „det rakkertøj, der ikke
vilde gi’ sig“. Vi snode os, så godt vi kunde, gennem
kolonnerne og vogntrosset, og omsider så vi månen
blodrød stå op over Slien. Med flyvende faner og klin
gende spil rykkede tropperne gennem Slesvigs gader,
der var oplyste af de tarvelige lys, indbyggerne på be
faling havde stillet i vinduerne. Stemningen var lystig,
undertiden en smule kåd, „snak dansk, I hunde“, råb te
soldaterne, når de hørte et tysk ord; men ikke en
eneste udskejelse forefaldt. Indrykningen varede ved til
en time efter midnat.
Min tanke var, straks at opsøge den kommanderende
general Krogh og derpå tilbringe natten i vor vogn.
Jeg skyndte mig derfor op til madam Esselbachs hotel,
stad t Hamburg, og strejfede om fra værelse til værelse,
dog det hele, store hus var ligesom uddøet; langt om
længe kom en tjæner og viste os til gæstestuen. Som vi
havde siddet her lidt, så vi i døren en høj, noget spids
felthue stikke fræm og a tte r på timen fjærne sig; hvem
der bar en sådan hue, vidste jeg godt, det var general
d e M e z a . Jeg ilede altså ud og fik ham med ind i
stuen, da jeg først havde lovet ham, a t holde dørene
lukkede for træk og ikke røge der inde. Han tog nu
plads og skaffede sig en kop kaffe, det første, han havde
nydt i 12 timer.
Han var mørkt stemt. „Hvilken gyselig og ennuyant
affaire“, sagde han, „det er ikke som ved Frederits,
110