494 / 657
104
Ved sådanne lejligheder kom jeg da til a t tænke
nærmere over m o d e t, hvorom naturligvis talen i hin tid
også ofte drejede sig. Der gives mange a rte r mod, den
lærdes, kunstnerens, købmandens, missjonærens, martyrens,
krigerens mod, politisk mod, trosmod, mod til at tage
sig et ansvar på; og ævner og mod høre i regelen
sammen. Den, der har den ene a rt mod, kan derfor
gærne fattes den anden, hvis han fattes den dertil
svarende ævne.
Man har set mennesker, der skrige på en vogn, når
den hælder, at ofre alt for sin overbevisning, og helten
fra. valpladsen flygte for stormandens unåde eller en
smitsom syge. En studerende kom helt ude af sig selv
op til mig, efter a t have skrevet sin patri stiske stil, han
rystede og bævede. Jeg bad ham da tage sig sammen
og ikke lade modet i den grad falde.
„De må ikke
tro ,“ sagde han, „jeg ellers er sådan en stakkel, jeg var
med ved Sankelmark, og ingen klagede dér på mig; men
jeg har nu eksamensfeber lige som andre har kanonfeber.“
Yanen kan gøre meget, da man kan vænne sig til
alt, også faren; den legemlige tilstand tør her heller
ikke lades ude af syne, og den, som viser sig modig den
ene dag, kan te sig langt anderledes den følgende. Men
fræmfor alt afhænger det, som sagt, af, om man har en
gærning a t udføre, som svarer til ens ævner og kan fylde
en hélt.
Så vidt jeg skønner, må man kunne påvise enhver
a rt mod under 3 forskellige skikkelser; lad os im idlertid
holde os alene til mod i krigen. Dér er først det n a tu r
lige mod, det man kalder courage, som med driftens
uimodståelighed sty rter faren i møde; det er det rå
mod som hos vilde dyr, hos spilleren, og mangen helt
savner det måske. Man huske på den navnkundige
prøjsiske husargeneral Ziethen før en fægtning og hans:
„schon abgemacht, Ihro M ajestät!“ B landt de offiserer,
jeg har ta lt med om sagen, har de fleste sagt, at de