HammerichEtLevnetsløb

rigtig på knægten.“ I ligfølget gik han ved præstens

side, men på én gang udbrød han: „med forlov“, og

smuttede bo rt; han så næmlig et hus, hvor man solgte

kors og kranse til de afdøde. Straks efter kom han til

bage igen med et trækors under armen og fulgte videre

med ud på k i r k e g å r d e n ; dér plantede han det med

den ene hånd, mens han tørrede sine øjne med den

anden.

Til dette sted, hvor alle de samledes, „der gik til

Ryes b rigade“, havde jeg ærinde des værre kun alt for

ofte. E fter større træfninger kunde det ikke altid gå

med de faldne, som det skulde, og en hel del blev

jordede hist og her på Isted-hede, på den plads, hvor

de var faldne og fundne. Men jeg gjorde hvad jeg

kunde for a t ære deres minde og skaffede kors både til

hedegravene og gravene i viet jord. Selv om jeg ikke

havde haft andre grunde, vilde jeg have gjort det, fordi

vor almue nu en gang sætter så stor pris på hæderligt

„at flys til jo rd e “.

Den omstændighed fræmhævede jeg også, navnligt i

1850 over for pladskommandanten i byen Slesvig, oberst

du P lat, der blev ængstelig ved alle de b e g r a v e l s e r

og mente, de måtte give fjenden for god oplysning om

vort ikke ringe tab af mandskab. Adskillige hospitals

forstandere der nede tænkte ganske som han og puttede

altså ligene hemmeligt i jorden, så jeg fik det først at

vide af soldater, der harmede sig derover. Da henvendte

jeg mig til kultusm inisteren og fandt fuldstændigt med

hold, og fra nu af mødte altid en deling soldater, som

fulgte efter de døde. Af og til kunde da offiseren tage

gravspaden efter mig, og så kaste jord på dem og

derpå lade mandskabet fylde graven i vort påsyn. I

hovedkvarteret var man ellers ikke ret til freds med

min henvendelse til kultusministeren og lod mig det

mærke.