485 / 657
95
skanser, og jeg havde lige forladt det, da der atter faldt
skud, som dog snart hørte op. En anden gang, i Ekkern-
førde, vendte nuværende general Max Muller sig til mig
under prædikenen. „Ja, vi må høre op, herr pastor, det
kæ ltringepak under os ikke en gang ro til at høre Deres
prædiken u d !“
Der blev blæst allarm i byen, alle
skodder lukkedes, tropperne rykkede ud, og jeg fulgte
med dem. Im idlertid blev det heller ikke den gang til
noget videre. Da jeg på Als holdt sejrsfest for Fredericia-
slaget, blev rigstropperne, der stod på Dybbølbjærg, en
god fjærdingvej borte, meget ængstelige over den store
sammentrækning af danske soldater og væntede et
angreb.
,
Forefaldt fægtninger og jeg så lejlighed dertil,
sluttede jeg mig til ambulangsen og tog et par flasker
vin med i vognen. Dér kunde man altid række den
sårede et læskende bæger og lade et godt ord følge med;
det samme har også andre præster gjort. Men det var
så det hele. Forlade de døende deres synder og holde
dem krusifikset for øje, kan en luthersk præst jo ikke.
En stor del af hæren gik til a l t a r s , a t ingen da
blev kommanderet hertil, er vel en selvfølge; også denne
hellige handling udførtes jævnligt på fri mark. Eller
præsten blev hentet til en såret, en syg, ven eller fjende,
der ønskede sakramentet, en enkelt gang måtte jeg så
tale tysk. Man mærker endnu af og til hos vor almue
et overtroisk syn på sakramentet, som om det kunde
gøre synlige underværker, og mellem Katolikerne, hvortil
en del af rigstropperne hørte, var den overtro nu meget
udb red t; de bar hostien på sig og mente sig derved
skudfri. Noget lignende har jeg enkelte gange truffet
på også i vor hær.
Om foråret 1849, da tropperne skulde rykke ud,
kom en soldat til mig i København og ønskede sakra
mentet hjemme hos mig. Han talte smukt og troskyldigt
om mandig kamp med fjenden og at vi vel ved den