HammerichEtLevnetsløb

efter min hjemkomst udgive skildringer af fægtningerne,

felttogenes gang og krigslivet i det hele.

Også hos de menige fik jeg indgang uden vanskelig

hed, jeg kunde gøre dem mangen lille tjæneste, skrive

for dem, modtage penge på deres vegne eller bringe dem

penge. I så henseende viste man præsten stor tiltro,

skaffede ham også en del skriverier. På Als, hvor jeg

havde kvarter 1849 under forholdsvis rolige omstændig

heder, holdt jeg foredrag over den danske historie.

Alt det gjorde mig kændt og kunde blive indledning

til åndelige samtaler, så vel som de småskrifter, jeg ud

delte mellem folkene. Besøg af opvakte soldater fik jeg

ikke sjælden, og en ung, letsindig frivillig, der var dømt

til døden, fordi han havde forladt sin post, skulde jeg

tale med og forberede på det yderste. Krigslivet er

im idlertid altfor fuldt af uro og hindringer for sjæle

p l e j e n i egenlig forstand, og jeg har desuden ikke lagt

dølgsmål på, hvor svage mine ævner dertil ere.

Bædst fik man folk i tale på l a s a r e t e r n e . Man

kunde væntet stuerne her fulde af jammer og suk, det

var dog sjælden tilfældet, og gav en sig højt, var det

gærne en Tysker; vore folk bed smerten hædre i sig.

I regelen fandt jeg hospitalsforstandere og læger vel

villigt stemte, havde blot ikke mængden af sårede været

overvældende; og så flyttede man dem ideligt om fra

sted til sted.

Undertiden mødte den syge præsten med en kort

afvisning, „jeg har såmænd ikke gjort noget ondt i

verden“, sagde en såret slesvigholstensk underoffisér, da

han fik a t vide, jeg var præst. Man havde i det hele

ikke let ved at få samtalen i gang om andet end time

lige ting, om fægtningen, hvor de havde fået såret o.

v.;

mange fortællinger af den a rt har jeg hørt og brugt til

mine skildringer fra krigen. Deres tal, hos hvem der

var re t liv i troen , var ikke meget stort, hos en del

flere mærkede jeg imidlertid en stille, ligesom indeklemt