544 / 722
530
Torben Krogh
begge disse hovedroller, skulde man jo tro, at denne
forestilling maatte virke noget ensform igt. Sammensæt
ningen viser imidlertid tydeligt, hvor populær den store
komiker var blevet. Lafonds muntre skuespil er gengivet
i alexandrinere, hvad der blev betragtet som saa bemær
kelsesværdigt, at aktørerne ligefrem reklamerede med,
at det var „oversat til danske Vers“. De franske digteres
velklingende vers havde man jo hidtil præsenteret i ba
stant prosa. Kun i de tyske hyrdestykker og „Melampe“
fik skuespillerne lejlighed til at øve sig i hunden stil,
hvad de sikkert har været glade for, for man måa nem
lig ikke tro, at hverken de eller adskillige af publikum
var enige med Holberg, der jo i alm indelighed stillede
sig kritisk overfor versets anvendelse til scen isk brug
.241
Paradoksalt nok var det maaske ikke m indst „Melain-
pe“s succes, der nu ansporede dem til atter at give sig
i lag med alexandrinere. Derefter kom turen igen til et
anseeligt hovedstykke, og valget faldt denne gang paa
Regnards femaktskomedie „Dobleren“ (Le Joueur), et
af den navnkundige digters mest beundrede arbejder,
som Holberg satte i klasse med Moliéres bedste skue
sp il
.242
Stykket, der handler om en ung uforbederlig
spiller, en af den charmerende Roses bedste roller, er
første gang averteret til d. 24. oktober, og man gav det
i Seckmans gamle prøvede prosaoversæ ttelse
.243
Et sted
i stykket tæller hovedpersonen, Valerius, „en stor Deel
Penge i sin Hat“. For at denne handling skulde faa
den rette virkning, anskaffede man i november 1750
„100 Regne Penge“, som jo nok kunde give indtryk af
skinnende dukater
.244
Den sidste nyhed, der bragtes frem paa scenen i St.
Kongensgade, var „Vulcani Kiep“, der er averteret første
gang til d. 13. november, og om hvilken det udtrykkelig
hedder i annoncen, at den er „oversat af Gherardis Thé
âtre Italien“, en tilføjelse, der viser, hvilken interesse