HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn4Række

556

Helge Søgaard

Bind af den Udgave, der kom i 1937 med et Udvalg af

hans betydeligste Afhandlinger. Erslev drager i den i

Marken mod den gamle Anskuelse, at København i 1443

blev Danmarks Hovedstad, og mod at Roskilde tidligere

havde været det, og Lejre atter før Roskilde, ligesom

han bekæmper den Opfattelse, at Roskildeborgens Brand

i 1443 var Aarsagen til, at Residensen blev flyttet til

Byen ved Sundet. I Modsætning hertil opstiller han den

Paastand, at skal der være Tale om et Tidspunkt, paa

hvilket København blev Hovedstad, maa det være 1416,

da Kronen definitivt erhvervede Borgen med tilhørende

By og øvrige Tilliggende og uanfægtet af alle Krav be

holdt den lige til Reformationen, da enhver Mulighed

for en Ændring forsvandt. I øvrigt — mener Erslev —

er enhver Tale om, at Danmark havde en Hovedstad i

Middelalderen, en urimelig Paastand, der hviler paa, at

Nutiden grundløst projicerer sine egne Forestillinger paa

en Tid, der efter hele sin Samfundsordning ikke kunde

have en Hovedstad, fordi Kongen drog Landet rundt

uden at have en fast Residens. Erslev søger ogsaa at

finde den, der har indført Tanken om Københavns Op

højelse til Hovedstad 1443 i den h istoriske Litteratur,

og er i sin Søgen standset ved Erik Pontoppidan, som

i sine Origines Hafnienses fra 1760 udtalte sig om Sa

gen. Da denne Bog ikke er i Hvermands Hænder, og Ers

lev ikke citerer Pontoppidan, er det næppe af Vejen

at anføre den gamle Bisps Ord. Han udtrykker sin Me

ning saaledes:

„Da Kong Christoffer af Bayern, saasom den sidste

af h iin gamle Konge-Stamme, var kommen til Regierin

gen, og fandt til sin Residentz ingen Bye beleyligere end

som Kiøbenhavn, men ikke heller havde Lyst til at boe

der, uden til visse at vide, om han boede paa sin egen

Grund, udvalte han at stille de Roeskildske Bisper til

freds, med et slags Mage-Skifte, som dog ikke synes at