657 / 722
De indvandrede skrædere
6 4 3
vede „Fritagelse for at efterleve“ lavets beslutning. Magi
straten fandt dog ikke vedtagelsen stridende mod forord
ningen af
2 1
. marts 1800, hvorimod kancelliet gjorde
den tilføjelse, at en lavsbeslutning truffet af en del
mestre ikke kan binde de mestre, der finder det i deres
interesse at handle anderledes.
På forskellig måde blev svendenes frie bevægelighed
søgt hæmmet i begyndelsen af det 19. århundrede. Den
15. oktober 1814 hed det i et cirkulære fra kancelliet, at
der var „indkommen Klager over, at Svendene ved de i
Kjøbenhavn værende Lauge ofte forlade Staden og for
egen Regning tage Arbejde paa Landet eller i de andre
Kjøbstæder, uden at de, forinden deres Afrejse, have
gjort Afregning med deres Mestere eller erlagt de saa-
kaldte Tidepenge m. m. For at raade Bod paa denne
Misbrug har Man fundet: at det ei bør tillades nogen
Laugsvend at tage Arbejde udenfor Kjøbenhavn, med
mindre han er forsynet med sin Mesters Afskedsseddel
(hvilken han ei erholder, forinden han har klareret saa-
vel Mesteren som Laugets Sygekasse) og denne igjen er
forsynet med Paategning af Kjøbenhavns Politidirek-
teur“. Og ved nytårstid 1819 blev spørgsmålet om at
„hemme den Ulempe, som flyder af det store Antal om
strejfende virkelige eller foregivne Haandværkssvende“,
atter taget op.10)
Mens der var et økonom isk og socialt motiv for disse
bestræbelser fra myndighedernes side for at begrænse
arbejdskraftens bevægelighed, var hensigten med plaka
ten af 23. oktober 1835, der forbød håndværkssvende at
vandre til „Steder, hvor Associationer og Forsam linger
taales“, af politisk karakter. Det var en beslutning af den
10)
Skrivelse fra Danske kancelli til magistraten 31/12 1818 og
fra rådstuen til skræderlavet 15/1 1819.