655 / 722
De indvandrede skrædere
6 4 1
havn, som Krigsurolighederne have fordrevet fra deres
Fædreneegne“.
Den øgede tilstrømning i forbindelse med kreditkrisen
bevirkede blandt skrædersvendene en stigende ledighed.
I skræderlavets protokol over mestre og svende 1796—
1807 findes tidepenge-regnskaber for svendene fra skt.
Michaels kvartal 1803 til skt. Hans kvartal 1807, og de
viser det m indste ledighedstal (53) i julekvartalet 1803
og det største (92) i skt. Michaels kvartal 1806, men
mange af de ledige svende betalte overhovedet ikke deres
tidepenge.
Kancelliet havde i april 1805 approberet, at svendenes
tidepenge forhøjedes fra 2/8 til 3/8 i kvartalet, da „Laden
er kommet i betydelig Gæld“. Men allerede i januar 1806
sattes tidepengene op til 4/8, da underbalancen daglig
forøgedes på grund af „det store Antal Svende, der aar-
lig indlægges paa Hospitalerne for venerisk Sygdom“, og
fordi „Antallet af de saakaldte ledige Svende, der for
Størstedelen intet erlægger til Laden, bestandig tiltager“.
Mestrene hævdede i øvrigt, at „de saakaldte ledige Svende
for Størstedelen er saadanne, der sk ju lt driver Haand-
værket for egen Haand“.
Men billedet skiftede hurtigt. I sommeren 1810 oplyste
oldgesellen, at „ikkun faa fremmede Svende er ankomne
h ertil“, og samtidig gjorde lavet opmærksom på, at „en
betydelig Mængde Skrædersvende er bortrejst, hvorimod
der ej som forhen komme fremmede Svende tilrejsende,
fordi der udenlands skal være udspredt det Rygte, at
Haandværkssvendene her ej er fuldkommen fri for at
blive tvungne til M ilitærtjeneste“. Lavet ønskede derfor,
at „tilrejsende Skrædersvende enten ganske eller i 2 Aar
eller saa lang Tid, Hans Majestæt behager, maatte være
fri for Ansættelse ved de m ilitære Korps“.
Da arbejdskraften blev mindre rigelig, kom naturligt
nok
l ønspørgsmå let
i forgrunden. I sommeren 1811 skrev
42