656 / 722
6 4 2
Ernst Priemé
lavet til myndighederne, at „Erfaringen viser, at Sven
dene daglig og ugentlig opskruer Arbejdslønnen for Me
strene“. Man ønskede derfor „Dagarbejde“ i stedet for
stykbetaling, „som visse Mestre for 16— 18 Aar siden
var svage nok til at opgive. Derved kan den mindre for-
muende holde Svend, som nu ikke lader sig gjøre, forme
delst hans Arbejde ikke alletider er af den Beskaffenhed,
at han helt kan overlade et Stykke til Svenden“. Lavet
ønskede daglønnen sat til
8
sk. mod, at svenden forp lig
tede sig til at komme om morgenen kl.
6
og blive der til
kl. 9 om aftenen med en middagspavse fra 12— 1, altså
den arbejdstid, svendene havde klaget over allerede i
lavskomm issionen sytten år tidligere.
Lavets forslag blev afvist både af magistrat og kan
celli under henvisn ing til den kontraktfrihed, som var
fastslået i forordningen af
2 1
. marts 1800 §
1
.
Men de stigende lønninger havde alligevel gjort kan
celliet betænkeligt, og i et kongeligt reskript af 13. maj
1812 udtaltes det, at man har „bragt i Erfaring, at
Haandværkssvendene for deres Arbejde tage en stedse
stigende Fordel eller Fortjeneste, der hverken svare til
Tidernes virkelige Dyrhed eller kiende nogen Grænse“,
og man udbeder sig derfor forslag, „om der ikke med
Hensyn til en Haandværksvends Fornødenheder kunde
bestemmes et Maximum af Betalingen“. Da oldgesellen i
februar det følgende år søgte om at få fastsa t takst for
arbejdslønnen, erklærede oldermanden, at en duelig
svend var sine 4 mk. værd, og dertil havde magistraten
ikke noget at bemærke.
Mestrenes krav om obligatorisk dagløn i stedet for
stykbetaling dukkede op igen i 1824, men magistraten
erklærede, at det spørgsmål måtte lavet selv ordne. Dag
lønnen blev derefter indført fra 1. februar 1825, men nu
klagede oldgesellen på samtlige svendes vegne og kræ