199 / 259
Anmeldelser
betoner klart velfærdspolitikkens og forsorgsstrategiers komplekse karakter og det, i dette
tilfælde, alt andet end skarpe historiske skel mellem offentlig og privat ældreforsorg. De
intrikate problemer med både at opretholde og nedbryde skillelinjerne mellem offentlige
og private revirer er oplysende læsning om politisk og juridisk tovtrækkeri og magtfor
skydninger, og med triste signaler om utilstrækkelige indkomster til institutionsdrift, som
et noget nær kronisk dilemma.
De materielle og administrative sider af institutionens historie giver et levende indtryk
af spændingsforholdet mellem velfærdspolitikkens aspirationer, kommunal pragmatisme
og de økonomiske realiteter, som helt ind i dette århundrede betingede denne institutions
særlige »blandøkonomi«. Det anlagte og dominerende »ovenfra«-perspektiv på institutio
nens historie indebærer derimod, at dens beboere til gengæld står i skyggen. Det er især de
økonomiske rammer om de gamle og plejetrængendes tilværelse, bogen fortæller, supple
ret af Jens Simonsens bygningshistoriske rids af Gammel Klosters tilblivelse i 1930'erne.
Fhv. forstander for Gammel Kloster Henrik A. Rasmussen leverer i sin memoireprægede
skildring af de seneste årtier træk af stedets psykologiske og sociale indeklima og daglig
dag. Som læser har jeg savnet et skarpere fokus på institutionens brugere, der altoverve
jende var kvinder. Netop denne institutions historie rummer, hvad de mange hylder med
stiftelsens arkivalier i Stadsarkivet på Rådhuset signalerer, en ekceptionelt righoldig kilde
fond om de »lemmer«, som tilbragte deres sidste tid på en af byens største og mest sejlive
de ældreinstitutioner.
Bogens velvalgte og smukke illustrationer i sort-hvid og koloreret gengivelse kompen
serer delvist for denne mangel. Mit kritiske suk skal ikke overdøve, at de fire skribenter har
begået en velskrevet forsorgshistorisk redegørelse, som har interesse og perspektiv, som
peger ud over dens aktuelle jubilæumsanledning. Sukket må dog godt opfattes som en
generel opfordring til, at der forskningsmæssigt gøres mere ud af netop den historiske
»nedefra«-side af ældresagen.
Tinne Vammen
Carol Gold: Educating Middle Class Daughters. Private Giris Schools in Copenhagen, 1790-1820.
Museum Tusculanum Press, 1997.
Som et af de første lande i den vestlige verden fik Danmark en national skolelovgivning i
1814. Men allerede i 1810 udsendtes et særligt regulativ vedr. forholdene i København. Her
efter skulle alle børn i alderen 7 til ca. 14 undervises i mindst de elementære skolefag samt
i religion. Konfirmationen blev der, hvor de indlærte kundskaber skulle stå deres prøve.
Forskningen har hidtil peget på, at skolegang hurtigere blev en del af virkeligheden for
nogle børn end for andre. Den amerikanske historiker Carol Gold vender blikket bagud og
påpeger, at for nogle børn var skolen allerede en realitet
før
skolelovene - og at hovedsta
dens offentlige skolevæsen i høj grad var i gæld til, og kom til at bygge videre på et allere
de eksisterende privat skolevæsen.
Mellem 1790 og 1817 var der således 261 skoleholdere i københavn, deraf var de 210
kvinder. 50% af byens børn gik i skole, deraf gik de 70% i privatskole. Fælles for de kvin
delige skoleholdere var, at de holdt skole mere af økonomiske end af pædagogiske grunde
- og fælles for dem har været, at eftertiden kun har haft hån til overs for dem.
Det har Carol Gold besluttet at rette op på med bogen Educating Middel Class Daugh
ters. Heri tegnes et billede af en broget skoleverden, hvor pogeskoler, der primært havde til
formål at passe på byens yngste børn, levede side om side med pigeskoler, hvoraf nogle
nærmest må betegnes som en slags tidlige gymnasier.
I bogen gås kraftigt i rette myterne. Tværtimod hvad historien lærer os, så viser Gold, at
disse kvinder både kunne læse, skrive og meget andet. Hovedparten var nok enlige eller
enker, men deres sociale baggrund var det lavere borgerskab. De var ikke tilfældige fattige
koner... Pigerne, som frekventerede de private skoler, fik en uddannelse, der på mange
måder stod mål med det samfund, de voksede ind i. De skulle først og fremmest være hen
197