202 / 259
Anmeldelser
hvert afsnit har forfatteren støvsuget erindringerne for relevante bemærkninger, organise
ret stoffet med flittig brug af citater og konkluderet herpå, af og til med de nødvendige for
behold for repræsentativiteten.
I afhandlingens anden del refereres fire livshistorier som eksempler på den politiske
bevidste, den resourcesvage, den stræbsomme og den religiøse familie. Historierne bruges
til at vise, at fattigdom, lønarbejde, selvstændig virksomhed og holdninger til politik og
religion ikke nødvendigvis var givne.
Forfatteren har et godt blik for variationerne i det ganske store materiale. Erindringerne
giver glimt af mange slags barndomshjem afhængig af indtjening, børnetal og forsørgernes
helbred. Hun lægger også vægt på, at der ikke ses entydig sammenhæng mellem politisk
holdning og holdning til kirke og religion. Som fællesnævner for beretterne ser hun en sej
vilje til selv at kæmpe for en bedre tilværelse. Forældregenerationen, indvandrerne fra pro
vinsen, var søgt til København i håbet om økonomisk fremgang, med varierende held. De
fire livsforløb antyder, at næste generation, beretterne, tilrettelagde deres liv med forsigtig
hed. Der blev lagt vægt på gode lærepladser og godt arbejde, og de lod sig ikke køre i sænk
af store børneflokke.
Bogen har naturligt nok en udførlig gennemgang af udsagn om de københavnske arbej
deres vaner på søn- og helligdage. Søndagen var ofte også arbejdsdag, men de priviligere
de tilbragte den efter århundredeskiftet i »mormors kolonihavehus«. Haven i byens omegn
blev måske med årene til et helårshus, men inden da havde den leveret frugt og grønt til
forbrug og salg på torvet. Søndagssamvær med venner og slægt foregik ofte i det fri om
sommeren, i haven eller på udflugt til byens parker eller de små haver på Frederiksberg.
Pinseturen og deltagelse i demonstrationerne 1. maj og grundlovsdag var højtidsskikke,
der var specielle for de københavnske arbejdere, der var også udendørs samvær med slægt
og venner. Fejringen af de øvrige kirkelige højtider beskrives udførligt, især julen. Kun i de
få religiøse hjem var julen forbundet med et religiøst indhold.
Konfirmationen omtales udførligt, det var den vigtigste livsrite. Her overgik man fra
barndom til det voksne arbejdsliv, og det ville have været socialt stærkt belastende at spa
re den væk, selv for de fattigste. Brylluppet behøvede man ikke at gøre et stort nummer ud
af, man kunne klare sig med et bunkebryllup - dvs. en række par blev viet samtidig, der
ved sparede man på udgifterne til kirkebetjeningen. En særlig dorsk præst skal have kvit
teret ved at slå korsets tegn for en portion brudepar foran alteret ved en lang vandret streg
og derpå en række lodrette tværstreger!
Bogens materiale modificerer den gængse forestilling om kampen om sjælene i de køben
havnske arbejderkvarterer. Socialdemokraterne kunne have kirkelige vaner (og deres børn
blev i hvert fald døbt og konfirmeret), og de kirkekristiske behøvede ikke samtidig være
socialdemokrater. Holdningerne til kirken er i erindringerne især knyttet til oplevelser med
præster: Konfirmationspræsten, begravelsespræsten eller en kapellan som skolelærer. Mas
sebetjeningen ved bl.a. de store konfirmationer og især betalingen af offerpenge efter kon
firmationen afstedkom et kritisk forhold til præstestanden. Nogle gode undervisere huskes
for, bedre end skolens lærer at kunne fortælle og åbne en dør på klem til litteraturens ver
den. Søndagsskolerne blev brugt som et af de få tilbud til børn, også af kirkekritiske fami
lier. Så lavede ungerne ikke ballade så længe.
I sin konklusion anfægter forfatteren også formodningen om en tiltagende sekularisering
i industrisamfundet. Hun ser tværtimod en uændret holdning til kirke og religion i de to
generationer, erindringerne omfatter - barndomshjemmets forældre og beretterne selv. Kir
ken bruges ved livets højtider, kristendommen ses som garant for moral og den almindeli
ge sociale orden og er i øvrigt i nogen grad noget, der hører barndommen til.
Bogen er et solidt bidrag til arbejdernes kulturhistorie og et eksempel på, at materialet i
de store erindringsindsamlinger kan bruges til undersøgelser med specifikke problemstil
linger, som der ikke engang var tænkt på, da indsamlingen blev iværksat. Den er desuden
god københavnerhistorie, og, trods den parpirøkonomiske typografi i denne camouflerede
mursten, kan den anbefales til natbordet.
Lise Skjødt-Pedersen
200