200 / 259
Anmeldelser
givne hustruer, men de skulle også have en viden stor nok til at stå deres mænd bi i en travl
forretningsmands hverdag. Pigerne kom efter det spinkle kildemateriale at dømme fra
mange forskellige sociale lag, men i de »fine« og dyre pigeinstitutter var det borgerskabets
egne døtre. I pogeskolerne og i de helt små pigeskoler var klientellet sandsynligvis mere
broget.
Goids bog viser os en stribe forældre - især fædre - tilhørende det københavnske borger
skab, der i lyset af den franske revolution ønskede at såvel deres sønner som døtre skulle
uddannes til samfundsansvarlige borgere. Og derfor skulle de gå i skole. Det var forældre,
som var parate til at yde noget for sagen. De dannede selskaber og sad i skolebestyrelser,
ansatte lærerne og stod for regnskaberne. Men engagementet stoppede ikke her - de stod
også bag oprettelsen af filantropiske skoler for døtre af den bedre borgerstand, hvis foræl
dre uforvarende var kommet i nød.
Uden mange traditioner på området pigeuddannelse måtte disse første generationer af
skoleentusiaster forsøge sig frem især hvad angik undervisningens form og indhold. Med
baggrund i nærstudier af Døttreskolen af 1791 og Det søsterlige Velgjørenheds Selskabs
skole fra samme år viser Gold, at der gradvist skete en forskydning af undervisningens ind
hold, således at den mere og mere kom i harmoni med 19. århundredes nye borgerlige
kvindeideal - den kærlige og opofrende hustru og moder. Hermed gik forestillingen om
kvinden som manden medhjælpende hustru i glemmebogen.
Det er på mange måder en forrygende god - og tankevækkende bog, som Carol Gold har
skrevet. Indsamlingen af kildematerialet er i sig selv imponerende, og den skolevirkelig
hed, der træder frem, forbløffende og overraskende.
Sine steder får detaljerne såvel som forfatterens begejstring for de tidlige pigeskoler dog
overtaget i en sådan grad, at de perspektiver, der synes at ligge lige for bliver overset. Tan
kevækkende er det således, at det private skolehold fastholdes i en kvindehistorisk ramme
- og at de barndomshistoriske perspektiver, der ligger i skolehistorien, helt lades ude af
betragtning.
Ning de Coninck-Smith
Kamma Struwe: Kirkerevolution i 1890'erne. Biografisk-historisk kulturbillede. C.A. Reitzel 1995.
358 sider, illustreret. Pris 250 kr.
I den rigt illustrerede og velskrevne bog fremstiller Kamma Struwe de initiativer, der fra
privat side blev sat i værk i slutningen af forrige århundrede for at forsyne især arbejder
befolkningen i Københavns nye forstæder med kirker.
I løbet af 30 år - fra 1860 til 1890 voksede Københavns indbyggerantal fra 155.000 til
313.000 - og derved opstod det velkendte lejekaserne byggeri. Ingen tænkte dog på også at
bygge kirker til alle disse tilflyttere, hvert sogn kom til at omfatte i tusindvis af mennesker,
og det medførte, at de kirkelige handlinger, såsom barnedåb, bryllup og begravelse, blev
udført på samlebånd. Hertil kom den udemokratiske praksis i kirkerne, der tillod de vel
havende at leje kirkestole, mens fattigfolk måtte stå op under gudstjenesten. Da så også
socialisterne kom til byen og kunne argumentere for de uretfærdige uligheder mellem rige
og fattige, frygtede visse kirkefolk, at arbejderbefolkningen skulle blive fremmede for kir
ken.
De første opførelser af kirker havde deres udspring i Kirkelig Forening for indre Missi
on i København og hele den velgørenhed, der i øvrigt blev sat i værk. Sankt Johannes Kir
ken på Nørrebro blev opført i 1861 for private midler, dernæst blev Sankt Stefans kirke
opført ligeledes på Nørrebro i 1864, Sankt Jakobs på Østerbro i 1878 og Sankt Matthæus på
Vesterbro i 1880. Hermed ebbede det private kirkebyggeri ud, men under det første kirke
lige møde i København i 1886 blev der forhandlet om »Arbejdet for de vantro Masser i
København«, hvilket fik tre unge kvinder til at stifte Foreningen til Opførelse af smaa Kir
ker. Denne forening havde udelukkende unge og ugifte kvinder som medlemmer, og hen
sigten var at indsamle penge til opførelsen af små, tarvelige kirker i Københavns forstæder.
198