201 / 259
Anmeldelser
Tre år senere, i 1889, dannede fem akademikere, både præster og lægmænd med tilknyt
ning til den københavnske indre mission, kredsen Kirkens Venner for at foretage en analy
se af kirkens rolle i samfundet. Disse fem mænd konkluderede, at kirken selv bar skylden
for arbejderbefolkningens frafald, og at kirkens svigten under byens vækst kunne medføre
en proletarisering og en afkristning af den fattige befolkning i København. For at afbøde
denne udvikling mente Kirkens Venner, at man måtte bygge mange små kirker og derved
formindske sognestørrelsen til 5.000 mennesker
Lægmændene fra Kirkens Venner stiftede året efter Udvalget til Kirkesagens Fremme i
København, og i fællesskab med de unge pigers forening fik de opført de første små kirker
i Københavns forstæder. 1 1896 fik Udvalget til Kirkesagens Fremme tilladelse af kultusmi
nisteriet til at foretage en kollekt i alle landets kirker under forudsætning af, at Sjællands
biskop blev ansvarlig for kollekten over for kirkestyrelsen. Betingelsen var blot, at der blev
dannet en ny organisation, Det københavnske Kirkefond, med biskoppen som formand og
under ledelse af en bestyrelse udpeget af biskoppen. De unge pigers Forening til Opførel
se af smaa Kirker ønskede ikke at blive opslugt af Kirkefondet men fortsatte sine indsam
linger selvstændigt, hvorpå de så overdrog de indsamlede beløb til fondet, som derpå sør
gede for opførelsen af kirken.
Det er disse foreningers stiftelse, som Kamma Struwe har undersøgt, og ved hjælp af et
stort kildemateriale tegner hun et levende billede af disse lægfolks overvejelser. Derudover
sætter hun deres virke ind i en international sammenhæng og gennemgår lignende initia
tiver i England og Tyskland.
Det københavnske Kirkefond fik indsamlet i tusindvis af kroner, og det er deres fortje
neste, at de hastigt voksende forstæder i København alle blev forsynet med kirker. Kirke
fondspræsterne var lønnede af fondet, og de indførte en demokratisering af kirkehandlin
gerne, som efterhånden smittede af på de gamle kirker i den indre by, hvorved massedåb
og bunkebryllupper og ståpladser til gudstjenester blev afskaffet.
Den københavnske kirkerevolution er således en vigtig del af den velgørenhed, private
satte i værk på andre områder, og da den er ganske lidt beskrevet i litteraturen, er Kamma
Struwes bog uomgængelig.
Karin Lutzen
Nynne Helge: Familien Jensen og Vorherre. Religionens plads i københavnske arbejderfamiliers kul
tur og livsform 1870-1950 - med særlig vægt på perioden før 1920. Institut for Systematisk Teologi
på Københavns Universitet, 1996. 187 s. Pris 100 kr. Ekspedition: Bethesdas Boghandel.
(Omarbejdet Ph.d. afhandling, der indgår i projektet Folk og kirke i Hovedstaden. En social- og kir
kehistorisk undersøgelse af Københavns kirkeliv fra ca. 1850.
Var de københavnske arbejdere så ugudelige og kirkefjendske, som det har været hævdet
af de samtidige københavnske præster? Forestillingerne om de københavnske arbejderes
ugudelighed konfronteres i denne bog med udsagn i 100 københavnske industri- og hånd
værkerforeninger, der blev indsamlet til Nationalmuseet i 1950'erne. Hvordan opfattede og
brugte den københavnske arbejderbefolkning folkekirken og hvilken rolle spillede den i
deres daglige liv, er de hovedspørgsmål, der stilles til materialet.
Afhandlingens første del omhandler arbejderfamiliernes hverdagsliv i beretternes barn
dommellem ca. 1870 og 1900 samt deres brug af kirken og deres holdninger til kirke og reli
gion. Det er en fyldig og detaljeret gennemgang af erindringernes udsagn om arbejdsliv og
om familie og hjem. Skikke om søndagen og ved årets og livets højtider beskrives udførligt
med eksempler fra forskellige miljøer - fattige som velkonsoliderede. Indlæringen af moral
ske og kristne værdier i hjem og skole gennemgås. Brug af de kirkelige tilbud i tiden - vel
gørenhed, søndagsskoler, ungdomsforeninger og idrætsforeninger beskrives
I de spørgelister, der i 1951 blev sendt ud til deltagerne i erindringsindsamlingen, blev
der ikke lagt særlig vægt på beretternes holdninger til religion og kirke. Når beretterne
omtaler kirkelige forhold, er det således, fordi de selv har fundet det værd at nævne. Til
199