136 / 650
130
København under Belejringen 1807.
ning, som var Kommandant paa Frederiksværk og dér
var bleven fanget af Englænderne, skrive til Peymann,
»at Englænderne øjeblikkelig vilde forlade Sælland og
betale enhver foraarsaget Skade, naar Danmark godvil-
ligen vilde udlevere Flaaden til Oplægning i engelske
Havne under danske Officerers Kommando og med en
Bemanding af 80 til 100 Mand paa hvert Skib.« Men
alt var forgæves. Peymann holdt sig til den alminde
lige Befaling, som Kronprinsen havde givet: »At forsvare
Flaaden til det Yderste«. Hans afvisende Svar til Eng
lænderne vandt da ogsaa almindeligt Bifald i Byen, —
hverken han eller Borgerskabet havde jo paa dette Tids
punkt noget Begreb om, hvad et Bombardement mod
en tæt befolket Hovedstad vilde sige. Faa Timer efter
skulde de lære det at kende.
III.
Onsdagen d. 2. Septbr. var en af dette Aars mange
smukke Sommerdage. Solen var ved at gaa ned, men
Luften var stille og mild, og Byens Indbyggere sværmede
i den lune Sommeraften i det fri, særlig i Rosenborg
Have og paa Kongens Nytorv, hvor Militærmusikken i
denne Tid spillede hver Aften uden for T rak tør Raus
Hotel, nuværende d ’Angleterre, i hvilket General Pey
mann havde sit Hovedkvarter.
Imellem K1.7V4 og
772
gjorde Englænderne de første
Prøvekast, og de første Bomber faldt paa Kongens Ny
torv uden dog straks at gøre nogen Skade. Men et Øje
blik efter fulgte en Generalsalve af Fjendens samtlige
Batterier, og Mængden spredtes i Hast til alle Sider med
det Udraab: »Der har vi Bombardementet!«1) — Den
samme Scene forefaldt i dette Øjeblik overalt i Byen.
*) Blom S. 136.