134 / 650
128
København under Belejringen 1807.
des uhyre Masteskov, som uoverskuelig tabte sig for Øjet i det
yd erste F jerne.«1)
Saaledes forløb de smukke Sommerdage for Hoved
stadens Beboere, hele August Maaned til Ende. Hver
Dag en straalende Himmel over Byen, et malerisk Folke
liv gennem Gaderne og paa Volden, en uafb rud t Tord
nen af Fæstningens Kanoner, som Borgerne absolut vilde
skyde med hele Tiden, skønt de Overordnede søgte at
holde igen paa den unyttige Bortødslen af Krudtet, —
og en Gang imellem en Bombe ind over Byen, som dog
sjældent gjorde nogen Skade. Man morede sig over de
smaa komiske Episoder, der kunde forefalde, som da
en Bombe sprang i Stadsgraven, og en lille Hund for
løs paa den med sin Bjæffen. En anden Bombe sprang
i Citadellet paa Pladsen foran Kirken, hvor nogle Hun
drede Mennesker laa spredte paa Græsset ved deres F ro
kost, uden at en eneste af dem blev ram t. »Fra nu
af ansaas disse Mord-Kugler som Lyst-Bolde, der knal
dede snarere til Morskab end til Fortræd«, siger Pro
fessor Bruun.
Inden Englænderne for Alvor tog fat paa Angrebet,
forsøgte deres Øverstkommanderende, General Cathcart,
ved gentagne Henvendelser at faa Byen til at forstaa,
hvad den udsatte sig for ved et Bombardement. »Der
som denne By,« hedder det i en Skrivelse til General
Peymann, »Rigernes Hovedstad, Kongernes Residens,
Lærdommens Sæde, Handelens Samlingssted, sætter sig
paa en belejret Fæstnings Fod, maa den angribes med
alle de Midler, der kan tjene til at betvinge den; og ere
vi engang satte i denne Nødvendighed, maa vi gøre vore
yderste Anstrengelser, da vor Regering har rigelig for
synet os med alt hvad der behøves til denne Hensigts
Opnaaelse. Jeg beder Dem derfor i Himlens Navn al-
»Af m it Liv og m in Tid«, S. 54.