København under Belejringen 1807.
133
Dages voldsomme Anspændelse forlangte Nerverne at
slappes; de lystrede ikke længer Viljens Bud. Folk faldt
over Ende af Træthed og blev liggende; eller de faldt i
Søvn, hvor de gik eller stod, midt mellem springende
Granatstumper og under Kanonernes Torden. En for
tæller, hvorledes han sovende gik fra Københavns Vold
ud paa Kristianshavn, en anden passerede Frue Plads
uden at lægge Mærke til, at Kirken brændte.1) Profes
sor Klingberg, der forestod et Lazaret paa Kristianshavn,
fortæller, at den tredie Bombardementsnat, da Tømmer
pladserne brændte, var hele Himlen saa rød som Purpur
og alting saa oplyst, at han midt om Natten kunde læse
den fineste Skrift. »Hele Amager saa ud, som om Solen
skinnede stærkt derpaa; men jeg var saa træ t, at det
slet ikke rørte mig«. En svær Kugle slog ind i Laza
rettet, i den Stue, hvor de kvæstede Studenter laa, og
lige ved Siden af det Værelse, hvor Klingberg opholdt
sig. »Men jeg kan ikke sige, at jeg blev urolig derved;
jeg var saa ubegribelig ligegyldig.«2)
Som et Symbol for Byens Belejring, Bombardemen
tet og Kapitulationen virker den Vagtjournal for Brand
korpset, der tidligere er omtalt. Den er paabegyndt
samme Dag, som Englænderne gik i Land; den er i de
første Dage ført omhyggeligt og nøjagtigt, gaar saa i
Stykker under Bombardementsnætterne og slutter d. 6.
Sept. med følgende Notits:
»Brandmester Weber, som i Aftes d. 5. Sept. Kl. 6 blev be
ordret at møde ved sin Sprøjte for at have Vagt, men ej ind
fandt sig, foregav, at han ej kunde finde Sprøjten. Men da
Kaptejn Z immer forespurgte h am , hvorfor han ikke søgte
Sprøjten ved Ilden, og hvorfor han, trods Ordren, udeblev,
svarede han,
at man ej kunde gøre mere end hænge ham.
Da
han efter 6 T im er skulde afløse, udeblev han ligeledes.«
x) Se saaledes Ræder I, 240. Drewsens Optegnelser »Fra 1807«
(S. 56—57 her) og mange andre Memoirer.
2) Daae, 193.