140 / 650
134
København under Belejringen 1807.
Nej, man kunde ikke mere end hænge ham! Med
disse Ord slutter Brandkorpsets Jou rnal, med disse Tan
ker gik den hele By ud af den tredie Bombardements
nat. Dette var saa utaaleligt, at man lige saa gerne
kunde lade sig hænge!
Fra om Formiddagen
d. 5.Sept. var det klart fo
de
fleste, at dette burde ikke fortsættes. Lidelsernes
Maal var nu fuldt, een saadan Nat til kunde man ikke
gaa i Møde. F ra mange Sider arbejdedes der i Løbet
af denne Dag paa at bevæge Peymann til at sige det
afgørende Ord. Blandt Deltagerne i disse Bestræbelser
var den tyske Præst ved Garnisonskirken, L. M. Hudt-
walker, der nogle Uger senere nedskrev en Beretning
he rom .1)
Han havde med sin Familie tilbragt den tredie
Bombardementsnat i Kælderen under Grev Schimmel-
manns Palæ, i Selskab med Legationsraad Kirstein med
Familie, E tatsraad Ewers med Familie, Grevinde Rant-
zau med sine Børn, og flere. Alle de tilstedeværende
Kvinder bad Præsten om at gaa til General Peymann,
der var hans mangeaarige Ven,for at bede ham gøre
en Ende paa det, og Lørdag Formiddag d. 5. gik han
til ham. Generalen var meget nedslaaet, han sagde, at
han var det ulykkeligste Menneske paa Jorden, og at
han vilde ønske, den første Bombe havde truffet ham.
De talte sammen omtrent en halv Time, men Præsten
gik fra ham med uforrettet Sag. Efter at have meddelt
dette til Kvinderne i Grev Schimmelmanns Kælder, gik
han hen i Etatsraad Bruuns Kælder, hvor 50—60 Men
nesker, deriblandt hans Ven, Dr. Fr. Munter, var sam
lede. Ogsaa her bad de tilstedeværende, næsten alle,
men især Kvinderne, ham om endnu en Gang at gaa
til Generalen. Om Eftermiddagen gik han da anden
x) Trykt (paa tysk) i Meddelelser fra Krigsarkiverne III, 205 f.