138 / 650
132
København under Belejringen 1807.
videre ud paa Amager, eller de gemte sig i de dybeste
Kældere i Byen, — for dog ogsaa der at findes af Bom
berne, som i Reglen slog igennem alle Husenes Etager
og først eksploderede, naar de naaede Bunden. Hele
Kvarterer af Byen stod i Flammer, og Englænderne søgte
ved en systematisk Beskydning at forhindre Sluknings
arbejdet. De vidste, at Ilden var deres Forbundsfælle,
Københavns Brandkorps deres eneste virkelige Modstan
der. Og trods al Tapperhed og Udholdenhed kunde
Brandkorpset ikke bestaa i den ulige Kamp. I Regnen
af Fjendens Granater trak det sine Slukningsredskaber
saa nær som muligt hen til de brændende Bygninger;
men Mandskabet kvæstedes, Sprøjterne ødelagdes, og
Kampen mod Ilden blev stedse mere haabløs. I den
første Bombardementsnat havde Brandfolkene endnu saa
nogenlunde kunnet beherske Ilden, skøndt det brændte
paa 38 Steder. I den anden begyndte baade Kræfterne
og Materiellet at svigte dem, og i den tredie og frygte
ligste var al Kamp haabløs. Det var i denne Nat, at
baade Frue Kirkes Taarn og de mægtige Træoplag paa
Tømmerpladserne brændte. Flere Borgerkompagnier for
lod deres Post paa Volden og gik hjem, — ikke af Frygt
for deres egen Person, thi intetsteds i Byen stod man
bedre dækket end bag Voldenes Brystværn, som Fjenden
desuden slet ikke skød efter, — men fordi det var uud
holdeligt for dem at staa som uvirksomme Tilskuere
eller skyde unyttige Skud ud i Mørket, medens Byen
brændte bag deres Ryg, og ingen vidste, om hans nær
meste var i Live, eller hvor de flakkede husvilde om.
Og ind over den hele By listede sig nu en Fjende, der
var mere uimodstaaelig end Bomberne og Ilden, og som
i Løbet af faa Timer maatte gøre Ende paa al videre
Modstand: den fysiske Udmattelse, den ubønhørlige
Træthed og Sløvhed, for hvilken alle bukkede under
og mod hvilken der intet Forsvar fandtes. Efter de tre