558 / 650
552
Livet i København.
og trøstesløst Billede, d e r mødte enr naar man saa ud
over Havnen, der før 1807 havde været opfyldt af rigt
ladede Handelsskibe og den talrige Krigsflaade. Det var
derfor et overordentligt Fremskridt, eller rettere en ringe
Spire til en overordentlig, ny Fremtid, da Auditør Bille
i Aaret 1819 lod Dampskibet »Caledonia« komme hertil,
som alle Folk skulde se. Endskønt der nu kom noget
mere Børe, var Fremskridtene dog saa smaa, at man
først med Tliorvaldsens Ankomst hertil i 1838 eller med
Toldbodtrappens Ombygning 1845—48 kan sige, at
Københavns Betydning som Sø- og Handelsstad blev
levende i Befolkningen. Og da saa Flaaden udrustedes
i 1848, da Tusinder skulde sige Farvel til de bortdra
gende Krigere, da Studenterkorpset besatte Toldbodvagten,
da de opbragte store tyske Handelsskibe opfyldte Havnen,
og den ny Tid med Kæmpebølger brød ind over Byen,
genvandt den snart sit By som Øresundets berømte
»Køpmannehafn«.
Først Krigen 1848—50 bragte en saadan Sondring
mellem den ældre og den nyere Tid, at Handelsstanden
traadte i levende Vekselvirkning med den øvrige Be
folkning, og at Industrien fik et betydeligt Opsving.
Overalt i den større Handel gjorde Hensynet til Ham
borg sig gældende, og Handelens største Opgave var at
forsyne Provinserne med deres daglige Fornødenheder.
Børsen var mat og ubetydelig, og Afhængigheden af
Hamborgerne gjorde, at Købmændene ved deres ivrige,
men kun lidet omfattende Vindskibelighed næppe drev
det videre end til at holde deres Veksler gaaende. Man
maa længere ned for at finde solide Eksistenser, til
Bryggerne, Bagerne, Møllerne, Brændevinsbrænderne,
som ved deres Forretninger havde en god og reel Ind
tægt sikret. Endnu lavere nede kom Spækhøkerne, som
med deres strikkede Uldtrøjer og Bomuldshuer bredede
sig i Kælderhalsene og ved deres Snapse og Skillingsøl